Fordele ved kemo (fordi der er så mange ulemper)

IMG_1067

Jeg har længe gået og spekuleret på, hvordan man egentlig kan se tilbage på en tid i kemobehandling, med alle de bivirkninger de giver, med et lille smil på læben. Mit bud er her:

Liste over fordele ved kemobehandling:

 

Aldrig en dårlig hårdag:

Selvfølgelig vil man hellere have sit hår end en skaldet isse, men faktisk var det en kæmpe fordel for mig, fordi jeg havde så lidt energi, at jeg aldrig skulle bekymre mig om hvordan mit hår sad. Jeg kunne bare stå op om morgenen og evt. tage min hat på, og så afsted – ind på sofaen, eller på sygehuset. Tro det eller lad vær’, det var faktisk en fordel!

 

Ingen bekymring om hår på benene:

Hårtab, betyder ikke kun hårtab på hovedet, men over hele kroppen. Jeg fik kemobehandling i sommerperioden 2015, og selvom sommeren ikke viste sig fra den pæne side (ifølge mange), så behøvede jeg aldrig tænke over, om jeg nu lige skulle huske at gå benene efter, inden jeg hoppede i et par shorts. Mine ben  var glatte som ål! Og så helt uden at skulle bruge en masse tid og dyre cremer på det! Det er en ting jeg i hvert fald savner denne sommer!!!

 

Spis hvad du vil:

Jeg er desværre ikke udstyret med en forbrænding, der kan tåle at jeg spiser alt, uden at jeg tager på.. Og det er svært for en madelsker som mig. MEN da jeg var i kemobehandling måtte jeg ikke tabe mig, og derfor hed det “spis hvad du har lyst til ” i de tre måneder kemobehandlingen stod på. Alligevel endte jeg med at have tabt tæt på 10 kg.. (og så glemmer vi bare hvorfor jeg tabte dem, og ser det som en fordel alligevel).

 

Tag din kørestolschauffør gratis med i Zoo:

Inden min allersidste kemobehandling var min veninde, min kæreste og jeg i zoo. Fordi jeg var så afkræftet, kunne jeg ikke gå rundt i parken, men måtte trilles rundt i en kørestol. Og fordi man så er afhængig af sin kørestoltschauffør, kom min vendinde, som også var fattig studerede på det tidspunkt, gratis med i zoo – kontant fordel!

 

 

Man sparer MANGE penge på mad:

Jeg havde en lang periode i mit behandlingsforløb, hvor jeg primært kunne spise banan, koldskål og drikke kærnemælk. Det er faktisk en ret billig diæt, dog ikke anbefalelsesværdig. Men hey, der er en lille uventet opsparing lige der!

 

Stort set fri for gigt i 3 måneder:

Fordi min kemokur bestod af flere stoffer, bl.a. binyrebarkhormon, mærkede jeg ikke meget til min gigtsygdom i den periode. Kæmpe fordel, fordi gigten primært generer mig, når jeg ligger ned i længere perioder. Jeg tror ikke jeg har sovet SÅ godt siden behandlingen sluttede ultimo juli 2015.

 

Kemofryns:

Et udtryk min veninde og jeg fandt på efter en shoppetur i Kolding i starten af september. Jeg ville forkæle mig selv, og havde fundet en rigtig lækker sweater iblandt de nye efterårsvarer i en lokal forretning. Jeg MÅTTE bare have den, og gik op og lagde den på disken. Her talte vi lidt med butiksindehaveren, som ekspederede og da jeg satte dankortet i terminalen og skulle betale, opdagede jeg at jeg havde fået 50%. Manden syntes at jeg fortjente lidt medgang.  Siden har denne form for gavmildhed ikke heddet andet end “kemofryns”.

 

Sammenhold:

Jeg har aldrig før oplevet mit netværk stå så stærkt bag mig. Hvem kan køre Pernille til kemobehandling på fredag og hvem kan tage rengøringen af lejligheden i næste uge. Jeg sætter simpelthen så stor pris på, alt det der blev sørget for, da jeg ikke selv kunne. Det var guld værd, at mærke hvor stor en opbakning man har fra sin familie og venner. Og ja, det er en kæmpe fordel at vide, at ens nærmeste vil flytte bjerge for én. Tak for jer!

 

Et nyt syn på livet:

Før har jeg ikke haft en særlig stor forståelse for, at nogen kan vælge en livsforlængende behandling fra. Jeg forstår nu, at livet ikke handler om antallet af dage, men om kvaliteten af de dage vi har. Jeg sætter endnu større pris på de dage jeg har, hvor jeg har det godt. og jeg synes at de små hverdagsproblemer jeg havde før sygdommen er blevet til bagateller. Det betyder at jeg idag kan sige “pyt” og være ligeglad med, at huset ikke står knivskarpt, hvis vi f.eks skal have gæster. For hvad betyder det om der ligger en nullermand i hjørnet, folk kan vel lide dig alligevel. Og det er faktisk ret befriende at have fået det sådan.

 

Kys det nu det satans liv

-Pernille Broe

 

 

 

 

Et år er gået

 

IMG_0799

Min elskede uniformsnål, som jeg er så stolt af! Om jeg fremover kan iklæde mig den på en fødegang må tiden vise.

-Siden jeg fik den skelsættende besked, at jeg havde en tumor i brystkassen. Den dag 8. april 2015 glemmer jeg ALDRIG! På rigtig mange måder var det en dag, som for altid har forandret mit liv. Uanset hvor meget jeg prøver ikke at tænke på det, så er det blevet så virkeligt for mig, at jeg ikke er her for evigt, jeg SKAL dø. Some day.. Heldigvis er jeg kommet dertil at jeg ikke regner med, at det er lige foreløbig, men når det igen bliver tid til kontrol, så kommer alle de samme følelser op i mig. Hvad nu hvis det kommer tibage?!

Jeg får helt kuldegysninger, når jeg tænker på perioden 8. april – 29. april 2015. Det var en tid i uvished. Hvad var det der i min brystkasse? Var det kræft, og hvis det var, hvilken type kræft var det så? Skulle jeg opereres, have kemo eller strålebehandling, hvad skulle der ske?! Kunne de overhovedet behandle mig? Skulle jeg dø?

8 mdr forinden havde jeg mistet min elskede gamle farfar til knoglemarvskræft, så må ærligt indrømme, at det der med at kræft og død hang sammen, var en ting jeg var blevet bekræftet i tidligere. Ligeledes havde jeg tidligere mistet min farmor til lungekræft og min morfar til bugspytkirtelkræft. Så dem jeg havde haft tæt inde på livet med kræft, var jo døde af det.

Men hey! Jeg er her stadig et år senere. Så indtil videre bryder jeg en kedelig familier tendens. Jeg lider stadig af den kendte træthed efter kemo- og strålebehandling, men jeg har en tro på at den forsvinder på et tidspunkt. Selvom jeg har hørt fra flere, at det kan tage flere år. Jeg MÅ se positivt på det. Derudover har jeg føleforstyrrelser i mine fødder og lidt i mine fingre, har svært ved at koncentrere mig i længere perioder og så har jeg hukommelsesbesvær. Ligeledes lider jeg en del af kemo-hjerne. Kemo-hjerne er et meget svært fænomen at beskrive og det er begrænset hvor anerkendt en senfølge det er. For mig føles det som en “tåge” omkring mit hovede og min hukommelse. Bedre kan jeg ikke beskrive det. Sidst men ikke mindst, så har kræftdiagnosen gjort, at jeg har fået angst. Ikke i svær grad, for jeg er god til at “holde angsten i skak”, men den er der.

Så ja, jeg er kommet igennem behandlingen og indtil videre har jeg grund til at tro, at jeg muligvis vil kunne kalde mig selv kræftfri om en måneds tid. MEN! Selvom jeg er færdig med behandlingen, og jeg egentlig har det ok, så er og bliver mit liv ikke det samme. Den uskyldighed som livet havde før d. 8. april 2015, den er væk og den kommer desværre aldrig igen. Til gengæld har jeg også fået en god stor portion realitet smidt i hovedet, hvilket gør, at jeg nyder hver en dag, hvor jeg har det godt. Ja, det lyder ret kliché, men det er faktisk sandt. Det er selvfølgelig ikke på den måde, at jeg aldrig er i dårligt humør, eller går rundt på en lyserød sky – sådan helt disney-prinsesse syngende igennem gaderne agtigt. Nej jeg sætter bare pris på små ting. Som at have overskud til at kunne være noget for andre.

Det var noget af det jeg havde aller sværest ved under min behandling. At jeg ikke havde overskud til at være den veninde, datter, kæreste, søster eller kollega, som jeg plejede. Indtil videre synes jeg selv jeg er ved at være tilbage til at være nogens søster, datter, veninde og kæreste. Så det sidste der mangler er nogens kollega. Jeg er meget spændt på hvad fremtiden bringer i forhold til arbejde/uddannelse, for om jeg efter mit forløb kan vende tilbage til at være jordemoder på en fødegang, det kan kun tiden vise. planen er indtil videre at jeg forhåbentlig skal i praktik på min gamle arbejdsplads, for stille og roligt at se hvor mange timer, jeg kan klare at arbejde på nuværende tidspunkt. Jeg glæder mig til at komme igang!

Kys det nu, det satans liv <3

Pernille

 

 

 

Min historie 7. del -at leve i en kræftbobbel

Nathue, som udleveres gratis til alle kemo-patienter😊 -en god sag!

Nathue, som udleveres gratis til alle kemo-patienter😊 -en god sag!

Der er gået laaang tid siden sidste indlæg her på bloggen. Grundene hertil er mange, bl.a. at det som kræftpatient kan være rigtig svært at leve med, at behandlingen nu er slut og at man nu må vente på at få svar på, om behandlingen har gjort en rask.

Men tilbage til historien, som jeg slap efter den lidt dårlige oplevelse af at få ultralydsscannet hjertet.

Jeg kom tilbage til afdeling X, hvor mine forældre sad og ventede på mig. Jeg kunne fortælle dem, at mit hjerte så fint ud og at jeg godt kunne få behandlingen. Dog skulle jeg have tjekket hjertet igen efter de første 2 behandlinger, da der var væske ved hjertet som eventuelt skulle drænes, hvis ikke det gik væk af sig selv. Vi var selvfølgelig lettede alle 3 og vi gav hinanden et stort knus. Jeg husker at jeg var ekstremt tørstig, fordi jeg ikke havde fået hverken vådt eller tørt siden vi ankom til afdelingen og nu var klokken ved at være 14. Jeg spurgte derfor sygeplejersken om det var muligt for mig at få noget at drikke og kun kom med en halv-liters vandflaske, som jeg tømte på ingen tid. Der var gået 2 timer siden rygmarvsprøverne, så jeg måtte gerne gerne sidde op igen, men jeg havde godt nok ondt i hovedet. Tænkte først og fremmest, at det var fordi, jeg ikke havde fået nok at drikke i løbet af dagen, men det skulle vise sig, at være af en anden grund.

Jeg blev herefter vist ind på selve sengeafdelingen X1, hvor jeg skulle modtage min første kemobehandling den efterfølgende dag, da ambulatoriet havde lukket pga helligdage. Jeg fik en seng og mødte den sygeplejerske, der skulle give mig behandlingen, være min kontaktperson og som senere hen er blevet en meget vigtig person for mig. Lad os kalde hende Fru B. Fru B var en erfaren dame på afdelingen og jeg fik at vide, at hvis nogle af de lidt yngre læger var i tvivl om noget, var det ofte Fru B, de gik til. Hun var dygtig, slet ingen tvivl om det! Bare den ro hun skabte, når hun gik ind på en stue, var enestående for mig. Hun havde min fulde tillid og jeg var fra første færd helt tryg, når hun var “min” sygeplejerske. Det at være på selve afdelingen var meget skræmmende. Her var folk MEGET syge og de fleste af dem var minimum 50 år ældre end mig selv. Stuen jeg var på, var en to-sengsstue med de obligatoriske sengeborde ved siden af sengen. Der var en stor dør ud til gangen og en håndvask på væggen ud mod gangen. Der var fjernsyn på den modsatte væg i forhold til sengene og en opslagstavle, hvor der var sat lidt informationer op. Bl.a. dagens spisetider. Der hang også en seddel, hvor der stod, at potteplanter og afskårende blomster ikke var tilladt på afdelingen, pga smittefare. Når man har lavt immunforsvar, som mange i kemobehandling har, så er jordbakterier en stor risiko for alvorlige infektioner. Jeg kunne derfor bedre forstå, at der ikke var en eneste buket at se på nogle af de andre stuer. Jeg havde stuen for mig selv den dag, hvilket var SKØNT!

Jeg husker ikke meget mere fra den dag. Det er nok fordi det var så overvældende med alle undersøgelserne og informationerne.

Til gengæld husker jeg den efterfølgende morgen, morgenen inden min første kemo-behandling. Min far, min kæreste og min mor skulle med. Vi skulle være i afdelingen allerede kl. 9, da min allerførste behandling ville tage lang tid. Jeg skulle have et antistof, som skulle øges i indgift meget stille og roligt, da nogle patienter kunne reagere med en alvorlig allergisk reaktion.

Vi spiste morgenmad hos mine forældre og jeg spiste ikke ret meget, fordi jeg var nervøs. Vi kørte afsted i god tid, som vi altid gør i min familie, og vi var i parkeringshuset i god tid. Der var ikke meget trafik på den fynske motorvej den dag. På vej hen til afdeling X, mødte vi en bekendt fra Haderslev, hvor vi bor, som glad kom hen og spurgte hvad vi dog allesammen lavede her. Min far sagde så til hende, at vi var på vej hen for, at jeg skulle have min første kemo-behandling. Jeg brød sammen. At der var nogen, som jeg holdt af, der sagde det højt, gjorde pludselig det hele blev virkeliggjort for mig. Jeg havde været i en bobbel og følt at det hele var uvirkeligt, men nu blev det pludselig virkelig alvor! Det var sgu rigtigt! Jeg havde kræft og skulle have kemo! Jeg skulle tabe håret og i bedste fald ligne Sinnead o’ Connor og i værste en grim, syg, gammel mand. Spectret var ret bredt i forhold til hvordan jeg forestillede mig mit hovedet helt skaldet.

Vi kom hen til afdelingen efter det der føltes som verdens længste gåtur, og jeg gik ind på min stue 5, som stadig var min egen og ringede i klokken, som jeg havde aftalt med Fru B dagen før.

Fortsættelse følger..

Min Historie 6. del -når verden falder sammen.

Da jeg fik diagnosen begyndte jeg at "juice" for måske selv at gøre noget, for at behandlingen ville virke.

Da jeg fik diagnosen begyndte jeg at “juice” for måske selv at gøre noget, for at behandlingen ville virke.

 

I dag er det lige præcis et halvt år siden det skete.. Derfor kommer dette indlæg i dag.

Jeg vågnede op om morgenen d. 29.04.15 lidt groggy pga den sovepille jeg havde taget aftenen forinden. Jeg stod op, gik i bad og kan huske at jeg under bruseren stod og vaskede mit hår. Jeg havde en hel masse tanker, som kørte rundt i hovedet. Blandt andet kan jeg huske, at jeg tænkte på, at det muligvis ville være en af de sidste gange, jeg vaskede hår i lang tid. Jeg skubbede dog tanken væk, for jeg vidste jo ikke præcis hvilken behandling jeg skulle have og så var det jo ikke sikkert, at jeg behøvede at tabe håret. Mit elskede lange hår..

Jeg kom ud af badet, redte håret, føntørrede det (hvilket tog en krig fordi det var så tykt) og satte det op i en knold, præcis som jeg plejede. Jeg tog den sædvanlige krigsmaling i ansigtet, for det kunne jo være, at det kunne snyde lægerne, så de ville sige, at jeg ikke var syg.. Det vidste jeg jo godt ikke ville ske, men i det mindste kunne andre da ikke se hvor syg jeg var. Det mærkelige var også at jeg vidste at jeg faktisk var alvorligt syg, men jeg følte det ikke. Jeg havde forestillet mig, at man virkelig ville have det dårligt, når man havde kræft, men det havde jeg ikke. Så på alle måder var min situation helt uvirkelig for mig

Jeg husker, at jeg skulle være i Odense kl. 11 den formiddag. Min mor og far skulle med mig til OUH, så jeg spiste morgenmad hos dem. Det er sjovt hvordan man husker så mange detaljer fra dage, som bestemt ikke er som alle andre. Jeg fik ikke ret meget at spise, fordi jeg var nervøs! Til gengæld fik jeg, som jeg husker det, drukket en hel del kaffe. Som så mange også har det, så var kaffe en af mine bedste venner om morgenen. Når jeg kørte på arbejde før fanden fik sko på, havde jeg altid mit Starbucks termokrus, med en ordenligt portion god kaffe, med i bilen. Det var en god start på dagen for mig.

Efter morgenmaden skulle vores hun “Arne” luftes, så jeg gik en tur med ham. Jeg husker at solen skinnede, og at det var rigtig dejligt forårsvejr. Arne var rigtig godt selskab i denne periode, for han vidste jo af gode grunde ikke hvad der foregik og behandlede mig fuldstændig som han plejede. Han trak lige så meget i snoren som han plejede og gøede efter stort set lige så mange som han plejede.

Turen til Odense var, for en gangs skyld, meget kort -eller den føltes kort. Vi parkerede bilen i P-huset og jeg havde en oversigt på min telefon over, hvor indgang 85 lå, så vi fandt afdelingen. Jeg skulle møde i det der hed x3, som var modtagelsen. Her mødte jeg en sød sekretær, som henviste os til at vente i nogle stole på gangen. Jeg blev efter lidt ventetid mødt af en sød sygeplejerske, der bad min komme med ind i et rum. Rummet var meget klinisk, med helt hvide vægge, en håndvask, en briks og et bord med et par stole omkring. Jeg skulke have målt blodtryk, temperatur (heldigvis havde de øretermometer) og hvor godt jeg iltede mit blod. Blodtrykket og pulsen var forståeligt nok lidt påvirket af det hele. Det føltes lidt som at skulle til en eksamen, som man slet ikke havde forberedt sig på. Ikke at jeg har prøvet det, men jeg tror det er sådan det må føles.

Efter en del ventetid kom så endelig lægen. En høj, mørkhårede mand, der præsenterede sig selv og satte sig ned på den anden side af bordet. Han startede med at spørge om mit cpr-nummer, for at sikre, at jeg var den rigtige patient. (Min puls galopperer derudaf bare det at jeg skriver det her)

Nå, men han fortalte at de jo havde fundet, at jeg havde en kræftform der hed “Diffust Storcellet B-celle lymfom, som var en ret aggressiv lymfekræft. Han fortalte videre og kom så til, at det jo havde spredt sig til mine lunger og at jeg havde væske omkring både hjertet og mine lunger. Derudover havde jeg også en forstørret milt. Jeg skulle derfor have lavet en rygmarvs prøve, en knoglemarvsprøve og en MR-scanning af mit hovede, da det skulle udelukkes om der sad metastaser her også. Det sidste jeg hørte ham sige var, at hvis det sad i hjernen, så var det noget rigtig skidt!

Min verden faldt sammen! Det var jo så langt fra det jeg havde fået besked om over telefonen. Jeg troede højst jeg var på stadie 2 med min sygdom og nu var jeg på stadie 4 -det sidste stadie. Derudover var kræften aggressiv, hvilket betyder, at den spreder sig hurtigt og jeg troede faktisk at alt det her tilsammen betød at mine dage var talte. Jeg hørte på intet tidspunkt nogen sige, at de mente de kunne gøre mig rask. Jeg hørte athvis det sidder i hjernen, så er det noget skidt. Lægen præcenterede mig for en kemo-behandling som jeg skulle starte på den efterfølgende dag og jeg blev for første gang konfronteret med, at behandlingen ville gøre, at mit hår ville falde af. Det var på det tidspunkt fuldstændig ligegyldigt for mig, for jeg ville bare have den behandling jeg skulle have og det kunne kun gå for langsomt.

Lægen gik igen og tilbage i rummet sad min mor, far og jeg. Jeg begyndte at græde og mine forældre trøstede mig. Min far ringede til min kæreste og sagde at han skulle aflyse den auktion, der skulle være den efterfølgende dag, for det var slet ikke som vi havde forventet. Vi var alle 3 målløse over, at vi havde forstået SÅ forkert på den læge vi havde talt med dagen forinden. Jeg kan huske at jeg flere gange sagde, at det slet ikke var det, jeg havde fået at vide. Det var til dags dato den værste dag i mit liv!

Jeg skulle så igennem diverse undersøgelser. Min far tog med og holdte mig i hånden da jeg skulle have lavet knoglemarvs- og rygmarvsprøverne. Under knoglemarsprøven sad en sød sygeplejerske ved siden af mig. På et tidspunkt, da det gjorde ret ondt, sagde hun: “Prøv at trække vejret helt ned i maven og pust langsomt ud”. Jeg begyndte at grine, for det kunne have været mine egne ord på en fødestue. Rygmarvsprøven var lige bagefter og jeg skulle sidde ligesom mine egne patienter skal sidde, når de skal have en epidural-blokade, men det var faktisk sværere end jeg havde forestillet mig. Og jeg havde ikke engang en gravide mave foran at bøvle med. Men det lykkedes og lægen, der fortog prøverne, talte dråber. Der skal åbenbart en bestemt antal til sådan en undersøgelse af rygmarven.

Herefter skulle jeg ligge ned fladt på ryggen i 2 timer, for ikke at få spinalhovedpine. Og jeg havde set patienter med denne hovedpine før, så jeg fulgte troligt lægens henvisning til at ligge stille. Men så kom en portør, for at hente mig. Jeg skulle i MR-scanneren nu. Jeg ville gerne have haft en af mine forældre med, men det kunne jeg ikke få, for portøren havde travlt. Jeg blev faktisk ret sur! Mangel på situationsfornemmelse havde jeg faktisk ikke oplevet før! Jeg var så bange og havde bare brug for min familie tæt på hele tiden! Også selvom han ikke have et minut ekstra. Men jeg kom i MR-scanneren og skulle så have en maske over ansigtet. Jeg har mega klaustrofobi i forvejen når jeg er i en MR, da der bar slet ikke er plads i den scanner og så skulle jeg oveni have den her maske på! Nå, men jeg tog mig virkelig sammen og lukkede bare øjnene imens scanningen foregik. Jeg tænkte hele tiden samme tanke: “Der er ikke noget i min hjerne, der er ikke noget i min hjerne, der er ikke noget i min hjerne”. Osv i 30 min.

Da scanningen var slut kom jeg tilbage til afdelingen. Her var lægen kommet i tanken om, at jeg skulle have ultralydsscannet mit hjerte, for der var jo væske ved det og så skulle det lige tjekkes, at mit hjerte kunne tåle den kemo, som de havde tænkt sig at give mig. Jeg syntes det blev ved med at vælte ind over mig med undersøgelser og prøver og jeg havde endnu ikke fået tilbudt noget at spise, selvom klokken var langt over middagstid. Jeg blev kørt op på hjerteambulatoriet  igen alene, og blev mødt af en kvindelig læge. Her blev jeg bedt om at tage min trøje af og lægge mig på briksen. Jeg lagde mig ned og hun begyndte at scanne mig. Hun sagde ingenting om mit hjerte i meget lang tid, hun havde i stedet travlt med at fortælle mig, hvor synd det var for mig det jeg skulle igennem og hvor hårdt det ville blive. Det var bare det sidste, jeg havde brug for. Jeg havde brug for at få at vide, at mit hjerte var super duper top stand og kunne tåle al kemo i verden. Pludselig skulle hun have en “ældre” kollega til at kigge med på billederne fra scanningen og det gjorde mig bare endnu mere nervøs. Jeg blev dog til sidst frikendt og fik at vide, at jeg gerne måtte få behandlingen. PYYYYH!!!

Fortsættelse følger..

Knæk Cancer!!!

Knæk Cancer indsamling💪

Knæk Cancer indsamling💪

 

Denne uge er lidt speciel.. Den er dedikeret til kampen mod kræft. TV2 og Kræftens Bekæmpelse har i samarbejde lavet den tilbagevendende indsamling “Knæk Cancer”. Jeg blev, for et par uger siden, kontaktet af  en journalist fra TV2 Nyhederne, som var faldet over min blog. Hun skrev først, at hun havde læst den, og var imponeret over, at jeg lagde noget knap så pænt, som sygdommen jo er, på de sociale medier. Normalt er Facebook, Instagram, og you name it, jo et sted hvor folk oploader meget pæne billeder, eksempelvis af aftensmaden, som lige ser ekstra lækker ud, eller et selfie hvor håret sidder ekstra godt. Og jeg må indrømme, at jeg selv har brugt det sådan.. MEN! Jeg har også valgt af afvige lidt derfra og bl.a. lagt min historie op på denne blog.

Som sådan har jeg ikke bevidst valgt, at jeg skriver om en ikke så “pæn” side af livet. Jeg har valgt at gøre det, af lidt egoistiske grunde, nemlig med håbet om, at det at skrive min historie ned, kan hjælpe mig selv med, at bearbejde det sidste halve år af mit liv. Selvfølgelig har jeg tænkt på, at nogle folk kunne mene, at det er forkert at gøre det på denne måde, og at jeg kunne risikere kritik af, at dele noget så personligt, men for mig er det helt rigtigt. Jeg får gennemgået episoder, som jeg på tidspunktet hvor det foregik, ikke havde overskud til at forholde mig til, da det på dét tidspunkt kun handlede om, at overleve det groteske. Derudover kunne det være, at andre, i samme situation som jeg selv, kunne bruge mine oplevelser og overvejelser til noget -det ville være fantastisk!

Selvfølgelig er jeg meget, meget glad for de positive henvendelser jeg har fået med baggrund i bloggen, så det gør jo bare lysten til at skrive endnu større! Det er fedt, at i følger med, og jeg glæder mig til, at skrive hver enkel del af min historie.

Journalisten fra TV2 spurgte mig, om jeg havde lyst til, at være med i et indslag i Nyhederne, og fortælle lidt om, hvordan jeg har valgt at tackle min sygdom. Det sagde jeg selvfølgelig ja til. Jeg synes nemlig, det er vigtigt, at være åben om sygdommen, da dette kan gøre mange ting lettere.  Og så vil jeg selvfølgelig gerne være med til at støtte indsamlingen! Så tjek 19-Nyhederne i aften på TV2!

Og HUSK at støtte indsamlingen! (evt. den ovenstående)😉

Kh Pernille Broe

 

Older posts