Min Historie 5. del -at vente på svar

Udsnit af min Facebook-opdatering den dag jeg fik diagnosen lymfekræft😷

Udsnit af min Facebook-opdatering den dag jeg fik diagnosen lymfekræft😷

 

Tålmodighed er ikke altid min stærkeste side, og især ikke når ventetiden ikke fører noget godt med sig. Til gengæld er jeg helt ufatteligt tålmodig, når jeg er på job, for der fører min tålmodighed ofte til, at en fødsel får lov til, at udvikle sig naturligt, hvilket jo er en af mine forenemmeste opgaver som jordemoder.

Men jeg måtte jo, efter operationen, vente i minimum 5 hverdage, før der var et endeligt svar på alle mine undersøgelser, og før der var nogen, der tog stilling til, hvad der herfra skulle ske med mig. Grunden til dette var, at biopsien skulle undersøges grundigt, for at man kunne finde ud af helt præcis hvilken type celler der var tale om, og dermed hvilken behandling jeg skulle have.

Et par dage efter, at operationen var veloverstået, syntes jeg at mit ar var hævet, men det var svært for mig rigtigt at se, da jeg kun kunne kigge i et spejl. Jeg var nok også lidt ekstra opmærksom og bekymret fordi jeg var i en meget sårbar situation. Jeg havde derfor behov for, at få en anden til at kigge på det. Men jeg orkede ikke, at tage ned til min egen læge, eller til at tage ned til nogen som helst anden læge.. Det var så rart at have fri for dem! Jeg ringede derfor til min kærestes kusine “Sara”, som var sygeplejerskestuderende og som jeg havde arbejdet sammen med på Barselsgangen i sommerferien året forinden. Jeg vidste, at hun kunne sit kram, og at vi også kunne hygge os, samtidig med at hun kiggede på mit ar. Sara var heldigvis hjemme den dag, hun havde også tid til at kigge på mig, og ikke mindst tid til at hygge bagefter. Sara syntes heldigvis, at det hele så fint ud, så jeg kunne slappe af og lægge den bekymring fra mig. Det var meget befriende, at komme hjem til Sara og sidde og snakke, lidt om mit udredningsforløb, men især om alt andet end det, som Sara, der var igang med en skriftlig opgave på studiet. For første gang i meget lang tid syntes jeg, st det var hyggeligt at tale om videnskabsteori, opgaveskrivning og metoder.

Jeg var klar over, at jeg ikke ville få svar, før der var gået en uge, og selvom det føltes som en uendelighed, så kunne jeg alligevel bruge tiden på, at gøre nogle gode ting for mig selv. Bl.a. at gøre noget så normalt, som at drikke den tilbagevendende mandagskaffe på stamcaféen sammen med min dejlige veninde “Trine”. Vi har drukket kaffe næsten hver mandag i lang tid, og det er skønt at mødes og drøfte verdenssituationen over en kop dampende varm kaffe i hyggelige omgivelser. Jeg elskede og elsker stadig de mandage!! Her talte vi selvfølgelig om min situation, men også om andre meget vigtige ting, som hvilket nyt tørklæde, vi bare måtte eje. Trine var en af de første jeg ringede til, da jeg fik at vide, at jeg nok havde kræft og jeg glemmer aldrig den samtale! Havde slet ikke regnet med, at både hun og jeg ville græde så meget!! Men selvom det ikke var rart, at fortælle en veninde, at man sandsynligvis var alvorligt syg, så var hendes støtte og reaktion altsigende, hun var der for mig!!!

Dagene gik, og det blev tirsdag. Jeg sad denne formiddag i min sofa og så lidt fjernsyn. Jeg havde taget det absolut mest afslappende tøj, som jeg ejer på, og jeg havde bare behov for at være mig selv. Jeg kan huske at jeg tænkte på, at jeg den efterfølgende dag skulle have svar på alle undersøgelser, og det gjorde at jeg havde svært ved at koncentrere mig om, hvad jeg egentlig så i tv’et -det blev bare til støj i baggrunden. Pludselig ringede min telefon. Det var hemmeligt nummer. Jeg har lidt dårlige erfaringer med når det er et “hemmeligt nummer” der ringer, da det plejer at være en lidt for frisk sælger, der vil sælge mig et eller andet abonnement, i den anden ende af røret. Af en eller anden grund tog jeg denne dag telefonen alligevel, hvilket jeg ikke plejer at gøre. Det var en læge fra lungemedicinsk afdeling. Hun spurgte om jeg ville have svaret på undersøgelserne i dag, for så kunne det blive over telefonen. Det ville jeg gerne, men jeg ville først have samlet min familie, for at de kunne høre med, og så de evt. kunne skrive lidt ned for mig under samtalen. Jeg aftalte med lægen, at jeg ville ringe tilbage til et nummer, som hun gav mig, efter ca en time. Så jeg ringede til min far og min kæreste, som begge tog hjem fra arbejde, for at være med til samtalen.

Jeg havde samlet hele familien. Min far sad ved siden af mig klar med en blok og kuglepen, min mor sad i en stol overfor og min kæreste sad i en stol tæt ved et vindue. Jeg tror vi alle var ret nervøse, men vi havde allesammen brug for afklaring, efter 20 dage i uvished. Jeg ringede op til nummeret, og fik fat i en sekretær, hun stillede mig videre og jeg fik fat i lægen. Jeg kan huske at jeg sagde til hende, at jeg havde samlet min familie og at hun under samtalen ville være sat på højtaler, så de andre kunne høre med.

Så kom den besked som jeg et eller andet sted godt vidste jeg skulle have. Jeg havde kræft, mere præcist havde jeg lymfekræft. Jeg var faktisk overrasket over hvor afklaret jeg var, da jeg fik den besked! Jeg græd ikke engang! Jeg spurgte lidt ind til, hvad min diagnose helt præcist hed og hun fortalte at det hed diffust storcellet b-celle lymfom (DSB- Lymfom). Jeg var selvfølgelig meget nysgerrig efter at vide, hvor udbredt sygdommen var, og spurgte derfor om det havde bredt sig. Lægen svarede at der var flere lymfer, i samme område i brystkassen, der lyste op på PET-scanningen, og udfra denne udtalelse, kom jeg så selv frem til at sygdommen nok højst var på stadie 2. Jeg var derfor meget fortrøstningsfuld og faktisk lettet over, at det ikke havde spredt sig. Jeg gav min familie lov til, at stille de spørgsmål til lægen som de evt. måtte have. Herefter fik jeg at vide, at jeg nu ville være hæmatologisk afdelings patient og at jeg i løb af kort tid, ville blive ringet op af en sekretær fra denne afdeling. Jeg skulle nemlig have en dato for, hvornår jeg skulle til samtale om hvilken behandling jeg skulle have. Jeg fik ligeledes at vide, at hun ikke vidste om jeg skulle behandles i Odense eller i Åbenrå hvortil jeg huske at jeg sagde, at geografi for mig var ligegyldigt, men at jeg bare ville behandles, der hvor de var bedst til det! Jeg sagde farvel til lægen og lagde på. Jeg lagde mit hovede i hænderne og kom reaktionen. Jeg græd! Det samme gjorde min mor og min kæreste. Men jeg græd ikke ret længe, for hvad ville det egentlig hjælpe? Jeg var ret sikker på, at det i hvert fald ikke gjorde situationen bedre, at have ondt af mig selv.

Jeg blev, efter lidt tid, ringet op af en sød sekretær, som havde en tid til mig den efterfølgende dag kl. 11. Jeg skulle møde op på afdeling x3 på OUH, hvor jeg skulle til en samtale med en læge, der skulle informere mig om den behandling de havde planlagt for mig.

Efter jeg havde lagt på, valgte jeg at skrive en opdatering omkring min situation på Facebook. Nogle ville måske synes at det var for privat til fjæsen, men for mig var det den nemmeste måde, at informere mange på én gang. Jeg orkede ikke at skulle fortælle at jeg havde fået kræft 100 gange, og det kunne jeg undgå på denne måde. Jeg fik ikke ret mange “likes” på opslaget, men tog nu heller ikke de ganske få jeg fik, som at de syntes det var fedt, at jeg havde fået kræft. Jeg tog det som, at de syntes det var fedt at jeg skrev åbent om det. Jeg fik en masse beskeder, både private, som offentlige og det varmede at mærke en stor opbakning fra mit bagland. Både dem jeg havde tæt på, men også dem lidt længere ude.

Den aften tog jeg, inden jeg skulle i seng, en sovepille, som jeg havde fået udleveret tidligere i forløbet. Jeg var bange for, at jeg ikke kunne falde i søvn, med de mange tanker, der kørte rundt i mit hovede. Pillen hjalp og jeg sov tungt! Jeg vidste selvfølgelig heller ikke hvilket mareridt, der ventede mig den efterfølgende dag..

 

Fotsættelse følger..

 

 

Min Historie 4. del -Operationen

Arret 2 dage efter operationen😷

Arret 2 dage efter operationen😷

Når jeg lige nu tænker tilbage på mit udredningsforløb, så husker jeg det som helt utroligt frustrerende og langt..

Jeg havde fået foretaget en finnålsbiopsi, som lægerne egentlig ikke troede på ville give det resultat, som jeg havde brug for, nemlig at der var væv nok i prøven, til at der kunne stilles en diagnose. Jeg blev ringet op dagen efter indgrebet, og fik det svar, som lægerne havde stillet mig i udsigt -biopsien var mislykket. Jeg blev blev irriteret, men jeg havde på den anden side også forberedt mig selv på, at det nok var udfaldet. Lægen i telefonen fortalte, at de så i stedet var nødt til, at lave et kirugerisk indgreb, og at der var afsat en tid til mig den efterfølgende morgen. De ville herudover gerne have, at jeg mødte op på afdelingen samme aften, så jeg kunne blive indlagt og gjort klar til operationen den efterfølgende morgen. Så jeg satte “apparatet” igang. Min mor fik pakket sine ting og jeg fik pakket mine, så vi kunne komme over på et værelse på patienthotellet.

Jeg havde dagen før været i Kolding Storcenter, for at købe mig en ny taske, som jeg kunne bruge til det her sygehusrenderi.. For jeg ville have mit eget tøj med, og kun have sygehusets tøj på, når det var absolut nødvendigt.. Ved at have mit eget tøj på, følte jeg mig nemlig lidt mere som sig selv, og “skiltede” ikke på samme måde med, at jeg var patient. PATIENT.. Det havde altid været et ord, jeg havde brugt om andre.. Mine egne patienter som JEG hjalp, men nu var det mig der skulle hjælpes, og jeg måtte lægge noget af min skæbne i andres hænder.. Nu var det mig, der skulle gå rundt med et armbånd om håndleddet med stregkoder, cpr-nummer, navn og henvisning til hvilken afdeling jeg hørte til, -hvis jeg nu skulle have glemt det..

Jeg glemte det bestemt ikke!

Jeg mødte op på lungemedicinsk afdeling, for at aftale med afdelingen, hvad tid jeg skulle være der næste morgen, samt for at få informationer om, hvordan operationen skulle foregå. Jeg blev mødt af en sygeplejerske, der kunne fortælle, at jeg skulle faste fra kl. 24 og at jeg måtte drikke flydende væsker, men ingen mælkeprodukter, indtil kl. 6 om morgenen og jeg at jeg skulle være i afdelingen kl.8. Resten af informationerne skulle jeg have af en læge. Jeg satte mig ud på gangen og ventede på, at lægen ville komme. Her observerede jeg hvor syge mennesker der egentlig er på sådan en lungemedicinsk afdeling. Et par stuer var markerede med gule skilte, hvor der stod “isolation”, og fra andre stuer kunne man høre iltaparater eller CPAP-maskiner(CPAP er en maskine, der hjælper folk med vejrtrækningsbesvær til at få en lettere vejrtrækning), der har en meget karakteristisk pibende lyd. Og de patienter jeg så på gangen, lignede bestemt ikke nogen, der havde det godt! Jeg kunne slet ikke identificere mig med dem. Så syg var jeg jo ikke!

Endelig kom lægen og hentede mig! Jeg kom ind på et kontor og skulle så have informationer om det indgreb jeg skulle have foretaget den efterfølgende dag. Problemet var bare, at han faktisk ikke vidste ret meget, men kunne sige hvordan han mente de ville få den vævsprøve ud, som jeg var så afhængig af. Jeg gik fra samtalen med en, på godt jysk, træls oplevelse af, at jeg faktisk ikke vidste hvad jeg præcist skulle igennem dagen efter. Heldigvis vidste jeg hvad det ville sige, at komme i fuld narkose og at jeg skulle faste til dagen efter.. Men derudover følte jeg ikke, jeg vidste noget! Måske er det fordi jeg er vandt til at være den, der ved alt hvad der skal ske -og hvad der kan ske.. Det var en meget ny og frustrerende situation at være i, men jeg affandt mig med det..

Senere samme aften mødtes min mor og jeg med min svigermor og hendes mand, som også var indlagt, da han skulle have en bypass, samme dag som jeg skulle opereres. Vi drak kaffe og hyggede os, så meget som vi nu kunne i den situation. Bagefter gik vi op på værelset og så fjernsyn, for ikke at tænke for meget på den kommende dag. Min mor havde bagt boller, og jeg holdt mig vågen til kl. 23.30, for at kunne spise én, da det ville være mit sidste måltid i mange timer..

Vækkeuret ringede omkring kl. 05.30 den morgen, så jeg kunne komme op og få lidt at drikke, inden det var for sent. Jeg lagde mig dog til at sove en halv times tid mere, for jeg vidste, at jeg ville gøre mig selv mere nervøs, ved at stå op for tidligt.

Kl. 6 stod jeg op og gik i bad, vaskede mit lange, mørke hår og børstede tænder. Min mor og jeg gik herefter op på afdelingen, hvor der stod en seng og ventede på mig. Eller det vil sige, der stod en uredt seng og ventede på at blive redt. Jeg blev henvist til en stol, hvor min mor og jeg kunne vente på at sengen skulle redes. Jeg fik herefter udleveret det flotte hospitalstøj, som åbenbart ikke fås i andet end str. KÆMPE. Jeg var klar til at blive hentet ned til operationen, men sygeplejerskerne havde travlt og pludselig stod potøren der. Jeg måtte derfor hjælpe sygeplejersken med at få redt min seng, så jeg kunne blive kørt afsted på den rullende madras.

Min mor fik lov til at gå med ned til operationsgangen og gik derefter op og fik morgenmad. Jeg blev kørt ned til en gang, hvor der udenfor stod et skilt “kar- og thoraxkirugerisk operationsgang”. Jeg kom til at tænke på Bjarne som skulle opereres samme sted senere på dagen, og sendte ham en masse positiv energi. Hans operation var jo alligevel noget større end min. Jeg blev kørt lidt videre og pludselig stoppede den rullende madras. Jeg kunne se, at vi var udenfor en operationsstue. Det så ret nyt ud i forhold til de operationsstuer jeg var vandt til fra min hverdag som jordemoder, men ellers var alle procedure stort set de samme. Der kom en ung anæstesisygeplejerske ud til mig. Jeg kan huske at hendes  ansigt gjorde mig rolig! Hun havde tatoveringer op ad armen, men derudover lignede hun pga hendes fine fregner, en jordemoder jeg havde læst sammen med og dét, gjorde mig tryg.

Hun lagde en venflon (det velkendte drop) i min ene hånd. Det var ikke super behageligt at have den liggende, men den skulle jo ligesom være der, og efter lidt tid ville jeg jo alligevel ikke bemærke den. Herefter kom den overlæge, der skulle operere mig. Han havde iført sig maske og hat, så jeg kunne egentlig ikke se, hvordan han så ud. Han fortalte, at han havde læst, at jeg havde fået information om indgrebet fra en læge dagen forinden. Jeg valgte at lyve og bekræftede hans information. Jeg orkede simpelthen ikke at skulle informeres nu 2 sekunder inden operationen! Det kan godt lyde lidt dumt, men jeg var nervøs nok i forvejen. Så jeg gik ind på operationsstuen absolut dårligt informeret, og men dette var nu lidt min egen skyld. Jeg lagde mig op på operatinslejet, blev spurgt om hvilket indgreb jeg skulle have lavet,(pga patientsikkerhed, ikke fordi de ikke vidste det)og fik en maske over næse og mund. Den søde anæstesisygeplejerske sagde til mig, at jeg skulle trække vejret og tælle til 10. Jeg begyndte at tælle, og var lige ved at falde hen flere gange, men jeg VILLE bare ikke give mig hen. Til sidst kunne jeg dog ikke modstå medicinen længere, og jeg faldt i en dyb søvn.

En time senere vågnede jeg på opvågningen til noget dejligt afslappende og behagelig musik. Sådan noget musik, som man hører hos massøren eller til ansigtsbehandlinger. Jeg husker ikke meget andet derfra, men dog alligevel, at jeg fik en Filur-is og at min mor kom ind til mig. Jeg kan også helt svagt huske, at lægen kom ind og fortalte, at operationen var gået som forventet og at de havde fået en god vævsprøve ud.

Da jeg var vågen nok til det, blev jeg kørt tilbage på afdelingen, hvor jeg skulle vente nogle timer, før jeg igen kunne tage hjem og vente på resultatet. Jeg havde jo oprindeligt fået en svardato, men den blev nu rykket, fordi forløbet var trukket ud pga den mislykkede biopsi. Jeg skulle derfor først forvente at få svar en uge efter. En uge!!! Men jeg vidste jo godt, at undersøgelser i et laboratorie, tager den tid de tager, så de stakkels læger, kunne jo ikke gøre mere end de gjorde.. Til gengæld bandede jeg langt væk, at patologerne åbenbart ikke “har åbent” i weekenderne, hvilket lagde 2 ekstra dage til mit forløb.

Fortsættelse følger..

 

 

 

Min Historie 3. del – OUH

Lidt forårstegn fra turen i Den Fynske Landsby🌸

Lidt forårstegn fra turen i Den Fynske Landsby🌸

 

 

Jeg husker tydeligt det allerførste møde med lungemedicinsk afdeling i Odense! Der var gået en lille uge, hvor jeg havde haft fri fra sygehuse, og læger der sagde, at jeg sandsynligvis havde kræft. Og selvom man skulle tro, at det havde været dejligt, så var det faktisk det stik modsatte! Det var forfærdeligt!!! Jeg ville egentlig bare gerne vide hvad jeg fejlede, hvad det var, de her læger kunne se på scanningen -og det kunne kun gå for langsomt. Og så alligevel ikke.. Det var MEGET ambivalent, for jeg ville gerne hurtigt igang med en behandling, hvis det var nødvendigt, men jeg ville, logisk nok, ikke gerne have, at vide at jeg var syg.

Jeg mødte op på lungemedicinsk afdeling og blev henvist til et samtalerum, hvor jeg skulle vente på en læge. Jeg husker ventetiden som enormt lang, men i virkeligheden kan det godt være, at det kun var en halv times tid jeg ventede -jeg ved det ikke? Jeg havde, som de andre gange, min fantastiske mor med, for det er altid rart at have et ekstra sæt ører med og en varm hånd at holde i. Jeg har virkelig fundet ud af, at man hører forskelligt til sådanne samtaler!

Døren gik op til samtalerummet.. Det var ikke lægen, men sygeplejersken, der lige skulle huske at måle mit blodtryk.. Det lå lidt højt, ca. 145/90 puls 105, men jeg var på det tidspunkt også meget nervøs, for den samtale jeg ventede på -så det var nok det klassiske “White Coat Syndrome”. Det har jeg haft før, og mit blodtryk plejer at falde igen efter lidt tid.. Det er egentlig lidt sjovt, at jeg som plejer at stå på den anden side, pludselig får højere blodtryk, af at sidde på den “forkerte” side af bordet. Nå, men fordi mit blodtryk og min puls lå lidt højt, skulle jeg have lavet endnu et EKG (ekkokardiogram). Der kom hurtigt en sød, ung bioanalytiker, for at lave dette EKG, MEN der var ingen seng i det rum, som jeg sad i.. Vi blev derfor nødt til at finde en seng og nørkle den ind på stuen, hvilket ikke var helt let. Jeg kan ikke huske om EKG-et var normalt, men det kan jeg næsten ikke tro at det var.. (Grunden til det får i senere..)

Endelig kom lægen, som jeg havde ventet på. Det var en ret underlig samtale, for på den ene side kunne jeg ikke vente på, at høre hvad hun havde at fortælle, men på den anden side havde jeg lyst til, at tage mine ting og løbe langt væk! Jeg var dog klar over, at det sidste ikke ville føre noget godt med sig, så jeg måtte tage mig sammen og blive. Lægen startede med at præsentere sig selv, lyttede på mine lunger og bestilte blodprøver. Imens hun lyttede på mine lunger, blev hun meget opmærksom på mine modermærker. Jeg har ret mange af dem, så jeg forstod hende godt. Hun spurgte, om jeg havde fået dem tjekket. Det kunne jeg sige ja til. -når man har så mange og så store modermærker som jeg, er det simpelthen en nødvendighed, at være ekstra opmærksom. Hun tog efterfølgende en masse nye pjecer frem. “Åh nej” var min første tanke.. Jeg orkede ikke at skulle informeres igennem pjecer! Men det var for en gangs skyld ikke det de blev brugt til! De var kun et supplement.. Lægen fremlagde min plan, som indeholdt PET-CT-scanning og biopsi, og jeg ville få det endelige svar på alle undersøgelser efter 10 dage.. Jeg syntes det var rart, nu at have en dato at forholde sig til! Jeg kom efter samtalen med lægen igen til at tale med en sygeplejerske, som spurgte om jeg havde nogle spørgsmål til de ting, der skulle ske.. Jeg var meget energisk for at få at vide om jeg kunne få lov til at være på patienthotellet, i stedet for på lungemedicinsk afdeling. Det kunne jeg, og jeg kunne endda få en opredning til min mor -mod betaling naturligvis, men det var rart, at jeg ikke skulle være alene.

Vi blev indkvarteret på patienthotellet og fik pakket vores ting ud.. Det var et fint værelse med eget bad og toilet, TV og WIFI, så vi manglede på den måde ikke noget.. Og dog! Jeg savnede min hund “Arne” og min kæreste “Peder”, men Peder var ikke god til sygehuse (han fik det fysisk dårligt af at være der) og Arne måtte af gode grunde ikke komme med. Vi spiste aftensmad i patienthotellets café og jeg var overrasket over, at man kunne få så god mad på et hospital! Det var mit sidste rigtige måltid inden jeg skulle faste til næste morgen. Jeg skulle nemlig i PET-scanneren og til den scanning skal man faste. En   PET-scanning foregår på den måde, at man får noget radioaktivt sukkerstof (sporstof) sprøjtet ind i en blodåre i armen ca. en time inden man skal scannes. De fleste kræftceller spiser mere sukker end raske celler, da de skal bruge mere energi på at dele sig. Derved vil de områder med kræftceller lyse op på scanningsbilledet. (Correct me if I’m wrong!) Derfor skal man have et stabilt blodsukker, (derfor faste) når sukkerstoffet sprøjtes ind, så man ikke får falsk positive scanninger. Læs mere om PET-CT scanninger på:

https://www.cancer.dk/hjaelp-viden/undersoegelser-for-kraeft/scanninger-billedundersoegelser/pet-ct-scanning/

Dagen kom og jeg skulle scannes. Jeg mødte op på lungemedicinsk afdeling, for det havde jeg fået besked på. Her blev jeg henvist til en stue, hvor jeg skulle iføres patienttøj og ligge mig i sengen under dynen. Det er nemlig sådan, at når man er under 30 år, så har man det, der hedder brunt fedt, der hvis det “aktiveres” (hvis man er kold eller fryser) kan lyse op på scanningen. Så jeg fik 2 dyner over mig og ventede på at jeg blev hentet af en portør. For en gangs skyld, skete det ON TIME!

Jeg blev rullet ned på nuklearmedicinsk afdelingen, som ligger nede i kælderen, så der er virkelig “hyggeligt”. Nå, men min seng blev stillet på gangen og jeg blev herfra fulgt ind på et leje, hvor jeg skulle have sukkerstoffet. Herefter skulle jeg ligge stille i 40 min, og så drikke 2 store glas vand. Herefter skal man gå ud og tisse -ved faktisk ikke hvorfor, og så kommer man ind i scanneren. Her mødte jeg så verdens mest fortravlede Radiograf. Hun havde knap tid til at høre, at jeg var nervøs og at jeg gerne ville høre den her CD med Katie Melua, for at berolige mig selv lidt.. Men selvom hun havde travlt og knap hørte hvad jeg sagde, så fik jeg da musik under min scanning imens jeg lå på et stift bræt med lukkede øjne og bad til en eller anden om at der ikke ville være noget på scanningen. Det tog ca en halv time og så var jeg ude af scanneren igen. Og så skulle min mor og jeg bare have resten af dagen til at gå, så vi tog ned i Odense midtby og vinduesshoppede.

Den efterfølgende dag, var det tid til at jeg skulle have lavet en biopsi (en vævsprøve) af den tumor de havde opdaget på CT-scanneren. Det skulle foregå på lungemedicinsk ambulatorie. Her blev jeg først mødt af en sygeplejerske, der skulle lægge en venflon (et lille plasticrør i en blodåre) i min hånd og foretage bl.a. en test af min lungefunktion. Min lungefunktion var på 84% af hvad man kunne forvente for min alder -hvilket jeg syntes var meget godt taget i betragtning, at jeg havde lungebetændelse på det tidspunkt.. Derefter skulle jeg ind og ultralydsscannes af en læge. Ultralydsscanningen skulle hjælpe ham til at finde ud af i hvilken vinkel og hvor præcist i indstiksstedet til grovnålen skulle være. Til denne scanning skulle jeg ligge på en briks med bar overkrop og så bruger de et, for mig, velkendt apparat -en ultralydsscanner. Så jeg lå på briksen og fik området omkring mit venstre kraveben smurt ind i KOLD gel. Og jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at kigge på scanningsbilledet, som med det samme viser sig på skærmen. Lægen sad længe der i mørket og prøvede at scanne fra flere vinkler. Til sidst sagde han, at han ville hente en kollega, for at han kunne hjælpe med at scanne videre, for han var i tvivl om, om han turde prøve at tage den biopsi. Der lå åbenbart en stor blodåre i vejen. Det viser sig, at den kollega, som han skulle have fat i, ikke var i afdelingen, da han havde et sygt barn derhjemme, men havde tilbudt at han kunne komme, hvis de havde problemer med mig. Så føler man sig alligevel lidt særlig, når en læge ligefrem tilbyder at komme, selvom han holder barnets 1. sygedag. Så der blev ringet til den flinke læge, men han tog desværre ikke telefonen.. Da det var fredag og ambulatoriet ikke har åbent i weekenderne, måtte de derfor udsætte min biopsi til om mandagen, hvor den flinke læge skulle være tilbage på arbejde.

Jeg blev selvfølgelig skuffet over, at de ikke kunne lave biopsien, nu hvor jeg havde sat mig selv op til det. Det er jo ikke fordi det er en dejlig wellness-behandling man venter på, så jeg havde selvfølgelig været nervøs. Men de skulle selvfølgelig ikke stikke, hvis de ikke mente at DE kunne..

Weekenden gik hjemme på orlov og min mor og jeg vendte tilbage søndag aften, så jeg kunne være på ambulatoriet tidligt næste morgen. Søndag eftermiddag lavede vi turen til Odense til en familietur og tog i “Den Fynske Landsby”, som virkelig kan anbefales om foråret, da der er masser af dyreunger på dette tidspunkt.

Det blev mandag morgen og jeg skulle denne gang møde den flinke læge. Jeg kom igen på briksen i bar overkrop og med hjertet siddende helt oppe i halsen. Jeg blev igen ismurt KOLD gel og igen tog det lang tid at scanne mig. Tumoren havde åbenbart valgt at placere sig et vanskeligt sted i forhold til at tage en grovnålsbiopsi. Jeg blev derfor informeret om, at de i stedet ville prøve med en finnålsbiopsi. Jeg spurgte selvfølgelig hvad forskellen var og svaret var, at der ikke kunne tages så meget væv ud ved en finnålsbiopsi og at sandsynligheden for, at der var væv nok til en diagnose, ikke var stor.”HURRA, jamen så stik da i mig 4 gange, selvom du ikke tror på det” sagde jeg IKKE højt. Men alternativet var en kirugerisk biopsi i fuld narkose og da der jo altid er risici ved, narkosen, ville de alligevel foretage biopsien med en fin nål og håbe, at det var nok. Jeg gjorde overlægen opmærksom på, at jeg snart havde brug for afklaring, så hvis der ikke var væv nok i den prøve de fik ud, ville jeg opereres så hurtigt som muligt. Det gik de heldigvis med til. Jeg blev lagt i en “rus” og herefter tog de finnålsbiopsien fra 4 forskellige vinkler. Jeg skulle efterfølgende blive på afdelingen et par timer til observation. De skulle være sikre på jeg ikke havde en punkteret lunge eller blødning. Jeg fik herefter lov til at tage hjem og vente på en besked om, om de kunne stille en diagnose ud fra biopsien eller ej..

 

Fortsættelse følger..

 

 

 

Min Historie 2. Del

Billedet her er taget lige inden jeg blev indlagt.

Billedet her er taget lige inden jeg blev indlagt. Man kan ikke se hvor syg jeg i virkeligheden er..

 

Dagen ovenpå den noget chokerende besked om, at der var en ukendt masse, der havde taget plads i min brystkasse, uden at spørge om lov, skulle jeg tilbage til sygehuset i Åbenrå. Jeg havde faktisk sovet overraskende godt, på trods. Jeg skulle denne gang møde op på medicinsk afdeling. Her blev jeg mødt af en utrolig sød sygeplejerske, som henviste mig til en seng på gangen.. Her var min plads. Nå, ja tænkte jeg, jeg havde jo hørt om, at der engang imellem lå patienter på gangen, og jeg skulle jo alligevel bare have IV antibiotika -troede jeg. Så min tro følgesvend (min dejlige mor) og jeg tog plads ved sengen og gik i gang med at læse i de medbragte blade.

På det tidspunkt hvor jeg blev indlagt, havde en veninde praktik på lige netop medicinsk afdeling i Åbenrå, og hun var på arbejde den dag. Så hun fik selvfølgelig et knus, da hun fortravlet kom forbi min seng på gangen. Det var dejligt at se et venligt og velkendt ansigt!

Efter en del ventetid kom den søde sygeplejerske, som havde taget imod mig, hen til mig og sagde at overlægen gerne ville tale med mig. Til historien hører, at både min farmor og farfar er døde af kræft, henholdsvis lungekræft og knoglemarvskræft (myelomatose), og havde haft en læge, som jeg nu også skulle stifte bekendtskab med. Jeg var meget ked af, at skulle tale med lige netop denne læge, da jeg ikke just forbandt ham med gode nyheder.

Min mor og jeg gik ind til samtalen, og jeg bad, på vejen ind ad døren, sygeplejersken om at gå med. Dette med baggrund i den, for mig, noget frustrerende situation fra dagen før, hvor der ikke blev samlet op på lægesamtalen fra sygeplejepersonalet. Jeg satte mig ned foran hr Overlægen og lyttede til hvad han havde at sige.. Han begyndte med, at han havde læst at jeg var jordemoder. Ja, tænkte jeg, men hvad har det med denne situation at gøre? Så gik han videre og og begyndte at tale om malignitet og jeg kunne huske, at jeg under min uddannelse havde hørt det ord og så kom det op i mig.. “Tror du jeg har cancer?”. Det var han ret skråsikker på.. Han syntes det lignede noget han kaldte for et malignt thymom.. Jeg brød sammen! Det kunne han bare ikke mene! Kræft! Jeg var jo for helved alt for ung til at dø.

Som jeg tidligere skrev, så var både min farmor og farfar døde af kræft. Min farfar kun 7 måneder forinden jeg fik denne besked. Så kræft var for mig på dette tidspunkt lighedstegn med død. Jeg satte mig over til min mor, som sad på en sofa i samtalerummet, jeg klamrede mig til hende og vi græd begge to. Lægen prøvede at trøste med, at der var gode behandlingsmuligheder ved lige netop den type cancer, som han mente det var.. Men det trøstede mig ikke.. Jeg tog det ikke til mig, for hvad fanden vidste han om det?!

Min mor og jeg gik ud at samtalerummet og tilbage til min seng på gangen. Her kom min veninde forbi igen og hun kunne se, at både min mor og jeg selv havde grædt. Hun kom hen for at høre hvad der var galt og vi måtte jo så fortælle hvad vi vidste. Hun begyndte også at græde og gik ud til sine kollegaer, for at få lov til at være hos mig. Det fik hun heldigvis uden problem. Men der var ikke meget privatliv der på gangen og jeg husker det stadig som en udstillelse af mig på min allerværste dag.

Jeg skulle henvises til lungemedicinsk afdeling i Odense til forskellige undersøgelser og scanninger, men først skulle jeg til biopsi i Sønderborg. Min far og min kæreste kom til Åbenrå, for at hente min mor og mig, så vi kunne få det overstået. Jeg havde fået at vide, at jeg skulle indlægges og have lavet biopsien den efterfølgende dag. Der var bare det, at de ikke kunne lave biopsien i Sønderborg, så da vi ankom, blev jeg hurtigt mødt af en sød og rar læge, der forklarede at de ikke kunne udføre biopsien hos dem, men at jeg i stedet skulle til Odense. Så vi kørte tilbage til Åbenrå – hvem sagde spild af tid?

Da vi så kom tilbage til Åbenrå fra Sønderborg, kom vi igen til samtale hos hr Overlægen, som havde haft kontakt til Odense og der skulle jeg møde op ugen efter.. EN HEL UGE!!! Hallo, sagde du ikke at du var sikker på, at jeg havde kræft? -skal det så ikke gå en lille smule hurtigere, at få det undersøgt? Det skulle det åbenbart ikke, men ventetiden på, at komme igang med undersøgelserne føltes uendelig!!! Jeg blev udstyret med en masse pjecer om bl.a. “Lungepakken” (jeg skulle åbenbart udredes for lungekræft). Men jeg orkede ikke at forholde mig til en masse information, jeg fulgte bare mine henvisninger og mødte op i Odense den efterfølgende uge.

 

Fortsættelse følger..

 

Min historie 1. Del

Efter dimissionen et stk. glad,  nyudklækket jordemoder😊🇩🇰

Efter dimissionen et stk. glad, nyudklækket jordemoder😊🇩🇰

 

15. januar 2015 var en af de helt store dage i mit liv – jeg blev færdiguddannet jordemoder fra Jordemoderuddannelsen i Esbjerg. Det var så vildt!!! 3,5 års studie var slut og nu ventede et spændende arbejdsliv forude. Jeg havde allerede 2 jobs at vælge imellem, og jeg valgte det, jeg hele tiden havde drømt om, nemlig at blive fødegangsjordemoder i Kolding. Arbejdet var alt det jeg havde forventet, travlt, udfordrende, skræmmende, men også helt fantastisk!

Jeg havde mange skiftende vagter, med alle de fordele og ulemper det medfører. Fordele som, at min veninde og jeg kunne ses i hverdage til kaffe, hvilket er helt vildt hyggeligt! At kunne købe ind uden 1000 andre mennesker der stresser på vej hjem fra arbejde, at sove længe en mandag morgen, fordi man først skal arbejde kl. 15. Men selvfølgelig også ulemperne som at skulle arbejde om natten, i weekender og den træthed der er uundgåelig, når man skifter døgnrytme et par gange om ugen.. Men jeg elskede det, for nu var jeg endelig jordemoder – noget jeg havde drømt om siden 1. år på HF.

Jeg havde, som så mange andre jordemødre lidt af en “ilddåb”, som vi kalder det. Jeg fik i hvert fald brug for min faglighed på jobbet, men det var fedt! Det viste mig, at jeg havde styr på min teori og mit kliniske blik. Jeg var landet på den helt rigtige hylde, og jeg var glad!

Efter jeg havde arbejdet i afdelingen en måneds tid begyndte jeg at få mange migræneanfald. Det var i starten af marts. Jeg har haft migræne siden jeg kom i puberteten og det har varieret meget i perioder hvor mange anfald jeg har haft. Jeg havde før fået migræneanfald pga. stress f.eks op til eksamener, eller i pressede perioder på uddannelsen, så jeg tænkte at det nok var stresset over at stå med ansvaret på fødestuen, der havde overvældet mig lidt.

En dag jeg mødte i vagt sagde en af mine søde kollegaer, at hun syntes jeg så lidt bleg ud. Jeg hostede også lidt, men det gjorde halvdelen af Danmarks befolkning på det tidspunkt, så vi jokede lidt med det og snakkede om, at det kunne være jeg skulle have tjekket min hæmoglobin (blodprocent).

Omkring d. 23. Marts skulle jeg til tjek på Gigthospitalet i Graasten, hvor jeg bliver fulgt med rygsøjlegigt. Her får jeg taget blodprøver for at tjekke, at min krop kan tåle den medicin jeg tager, samt for at se om der er aktivitet i sygdommen. Min crp (infektionstal) lå på 107, hvor det normalt skal ligge på 5 eller derunder. Min crp er normalt altid lidt forhøjet og ligger omkring 7 pga gigten, men 107 var alligevel meget. Lægen spurgte mig, om jeg havde hostet – det havde jeg jo, så han sendte mig “hjem” til min egen læge, som lyttede mig på lungerne og mente at jeg havde lungebetændelse. Jeg fik derfor penicillin og sygemeldte mig fra arbejde, da jeg bestemt ikke skulle smitte hverken kollegaer, mødre eller nyfødte! Der gik en uge og jeg kom til min egen læge igen, for at tjekke op på om penicillinen havde virket – det havde den ikke. Crp’en var hverken værre eller bedre, så jeg blev sat i behandling med anden antibiotika. Jeg var stadig sygemeldt fra arbejde, for jeg havde det ikke godt og penicillin har aldrig været min bedste ven.

Der gik endnu en uge, og jeg havde raskmeldt mig, for jeg var sikker på jeg var i bedring, da jeg havde det markant bedre efter den anden uge med antibiotika. Jeg skulle dog lige forbi lægen for at tjekke op på, at alt var som det skulle. Men men – det var det ikke! Crp’en var fortsat over 100 og min hæmoglobin var begyndt at falde. Min læge ville indlægge mig akut på FAM i Åbenrå, for hun mente at det så måtte være noget mere kronisk jeg fejlede. Jeg ville selv køre derned, for jeg havde det jo godt, men jeg fik endnu et migræneanfald og måtte spørge min mor om hun kunne køre mig. Hun gik hjemme, da hun havde sagt sit job op, så det kunne hun heldigvis godt.

Jeg kom til Åbenrå og blev indlagt, som jeg selv har indlagt mange, med et synligt bevis på min arm – et armbånd, der afslørede, at nu var jeg PATIENT. Jeg fik taget blodprøver, venyler, blev røntgen fotograferet, fik taget ekkokardiogram, og efter lidt tid kom en læge og sagde at de havde mistanke om en blodprop i lungen. Blodprop i lungen!!! Jeg var noget overrasket! Jeg var så ung (26 på det tidspunkt) og godt nok har jeg et par kg for meget på sidebenene, men alligevel!

Så jeg skulle pludselig CT-scannes, have en venflon (et drop) i armen, da jeg også skulle have kontrast-stof under scanningen. Pga kontraststoffet skulle jeg have lavet en graviditetstest, for at sikre at jeg ikke var gravid. Og selvom jeg er jordemoder, og egentlig mener jeg har styr på hvilke kropslige signaler, der typisk viser, at man IKKE er gravid, så blev jeg pludselig i tvivl. -men min krop viste rigtigt, jeg var ikke gravid. Så ingen ko på isen, jeg måtte gerne få kontrast.

Jeg blev scannet, fik kontrast, hvilket forresten føles som at man tisser i bukserne fordi det bliver varmt i området☺️ Heldigvis tisser man ikke i bukserne! Der er alligevel retfærdighed til 😊

Efter noget tid var det svar på scanningen og det var slet ikke det jeg havde forventet!!!

“Der er en tumor i din brystkasse, som er 8×8 cm stor og vi ved ikke, hvad det er. Det kan være godartet, men det kan også være ondartet.” Sådan sagde en læge til mig på gebrokkent dansk og gik hurtigt igen. Det var på mange måder tydeligt, at han ikke brød sig om at give den besked til en ung kvinde. Hold fast hvor var det en surealistisk besked at få! Jeg sad helt tom i blikket  og så begyndte tårerne at trille. Jeg var bange! Heldigvis var jeg ikke alene, min mor havde jo kørt mig derned. Hun ringede også til min far og min kæreste, som efter kort tid også stod på stuen. Der gik flere timer før jeg snakkede med en sygeplejerske, hvilket bestemt ikke var iorden ovenpå sådan en udmelding! Min mor, far, kæreste og jeg selv spiste aftensmad sammen i sygehusets “restaurant” -ikke fordi jeg var specielt sulten, men lidt skulle der jo ned. Kl. 22 samme aften tog jeg hjem på orlov efter IV. antibiotika, for jeg havde stadig lungebetændelse. Jeg ville bare gerne sove hjemme efter sådan en besked og jeg havde bestemt heller ikke lyst til at ligge på en 8-mands stue.

Fortsættelse følger..