Min historie 7. del -at leve i en kræftbobbel

Et år er gået

 

IMG_0799

Min elskede uniformsnål, som jeg er så stolt af! Om jeg fremover kan iklæde mig den på en fødegang må tiden vise.

-Siden jeg fik den skelsættende besked, at jeg havde en tumor i brystkassen. Den dag 8. april 2015 glemmer jeg ALDRIG! På rigtig mange måder var det en dag, som for altid har forandret mit liv. Uanset hvor meget jeg prøver ikke at tænke på det, så er det blevet så virkeligt for mig, at jeg ikke er her for evigt, jeg SKAL dø. Some day.. Heldigvis er jeg kommet dertil at jeg ikke regner med, at det er lige foreløbig, men når det igen bliver tid til kontrol, så kommer alle de samme følelser op i mig. Hvad nu hvis det kommer tibage?!

Jeg får helt kuldegysninger, når jeg tænker på perioden 8. april – 29. april 2015. Det var en tid i uvished. Hvad var det der i min brystkasse? Var det kræft, og hvis det var, hvilken type kræft var det så? Skulle jeg opereres, have kemo eller strålebehandling, hvad skulle der ske?! Kunne de overhovedet behandle mig? Skulle jeg dø?

8 mdr forinden havde jeg mistet min elskede gamle farfar til knoglemarvskræft, så må ærligt indrømme, at det der med at kræft og død hang sammen, var en ting jeg var blevet bekræftet i tidligere. Ligeledes havde jeg tidligere mistet min farmor til lungekræft og min morfar til bugspytkirtelkræft. Så dem jeg havde haft tæt inde på livet med kræft, var jo døde af det.

Men hey! Jeg er her stadig et år senere. Så indtil videre bryder jeg en kedelig familier tendens. Jeg lider stadig af den kendte træthed efter kemo- og strålebehandling, men jeg har en tro på at den forsvinder på et tidspunkt. Selvom jeg har hørt fra flere, at det kan tage flere år. Jeg MÅ se positivt på det. Derudover har jeg føleforstyrrelser i mine fødder og lidt i mine fingre, har svært ved at koncentrere mig i længere perioder og så har jeg hukommelsesbesvær. Ligeledes lider jeg en del af kemo-hjerne. Kemo-hjerne er et meget svært fænomen at beskrive og det er begrænset hvor anerkendt en senfølge det er. For mig føles det som en “tåge” omkring mit hovede og min hukommelse. Bedre kan jeg ikke beskrive det. Sidst men ikke mindst, så har kræftdiagnosen gjort, at jeg har fået angst. Ikke i svær grad, for jeg er god til at “holde angsten i skak”, men den er der.

Så ja, jeg er kommet igennem behandlingen og indtil videre har jeg grund til at tro, at jeg muligvis vil kunne kalde mig selv kræftfri om en måneds tid. MEN! Selvom jeg er færdig med behandlingen, og jeg egentlig har det ok, så er og bliver mit liv ikke det samme. Den uskyldighed som livet havde før d. 8. april 2015, den er væk og den kommer desværre aldrig igen. Til gengæld har jeg også fået en god stor portion realitet smidt i hovedet, hvilket gør, at jeg nyder hver en dag, hvor jeg har det godt. Ja, det lyder ret kliché, men det er faktisk sandt. Det er selvfølgelig ikke på den måde, at jeg aldrig er i dårligt humør, eller går rundt på en lyserød sky – sådan helt disney-prinsesse syngende igennem gaderne agtigt. Nej jeg sætter bare pris på små ting. Som at have overskud til at kunne være noget for andre.

Det var noget af det jeg havde aller sværest ved under min behandling. At jeg ikke havde overskud til at være den veninde, datter, kæreste, søster eller kollega, som jeg plejede. Indtil videre synes jeg selv jeg er ved at være tilbage til at være nogens søster, datter, veninde og kæreste. Så det sidste der mangler er nogens kollega. Jeg er meget spændt på hvad fremtiden bringer i forhold til arbejde/uddannelse, for om jeg efter mit forløb kan vende tilbage til at være jordemoder på en fødegang, det kan kun tiden vise. planen er indtil videre at jeg forhåbentlig skal i praktik på min gamle arbejdsplads, for stille og roligt at se hvor mange timer, jeg kan klare at arbejde på nuværende tidspunkt. Jeg glæder mig til at komme igang!

Kys det nu, det satans liv <3

Pernille

 

 

 

1

  • Gitte degn

    Hej jeg kender dig ikke men ved jo fra bybilledet hvem du er, din historie har rørt mig så dybt og har fulgt med i din blog fra starten, og krydset fingre og håbet på at historien fik en lykkelig slutning. Jeg har været meget berørt af din historie, og haft dyb respekt for din måde at tackle det helvede du har været igennem på. Du er bar SÅ sej, tak fordi du fortalte din historie, og delte den med os, håber det allerbedste for dig fremover❤️👏🙏

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min historie 7. del -at leve i en kræftbobbel