Min historie 1. Del

 

15. januar 2015 var en af de helt store dage i mit liv – jeg blev færdiguddannet jordemoder fra Jordemoderuddannelsen i Esbjerg. Det var så vildt!!! 3,5 års studie var slut og nu ventede et spændende arbejdsliv forude. Jeg havde allerede 2 jobs at vælge imellem, og jeg valgte det, jeg hele tiden havde drømt om, nemlig at blive fødegangsjordemoder i Kolding. Arbejdet var alt det jeg havde forventet, travlt, udfordrende, skræmmende, men også helt fantastisk!

Jeg havde mange skiftende vagter, med alle de fordele og ulemper det medfører. Fordele som, at min veninde og jeg kunne ses i hverdage til kaffe, hvilket er helt vildt hyggeligt! At kunne købe ind uden 1000 andre mennesker der stresser på vej hjem fra arbejde, at sove længe en mandag morgen, fordi man først skal arbejde kl. 15. Men selvfølgelig også ulemperne som at skulle arbejde om natten, i weekender og den træthed der er uundgåelig, når man skifter døgnrytme et par gange om ugen.. Men jeg elskede det, for nu var jeg endelig jordemoder – noget jeg havde drømt om siden 1. år på HF.

Jeg havde, som så mange andre jordemødre lidt af en “ilddåb”, som vi kalder det. Jeg fik i hvert fald brug for min faglighed på jobbet, men det var fedt! Det viste mig, at jeg havde styr på min teori og mit kliniske blik. Jeg var landet på den helt rigtige hylde, og jeg var glad!

Efter jeg havde arbejdet i afdelingen en måneds tid begyndte jeg at få mange migræneanfald. Det var i starten af marts. Jeg har haft migræne siden jeg kom i puberteten og det har varieret meget i perioder hvor mange anfald jeg har haft. Jeg havde før fået migræneanfald pga. stress f.eks op til eksamener, eller i pressede perioder på uddannelsen, så jeg tænkte at det nok var stresset over at stå med ansvaret på fødestuen, der havde overvældet mig lidt.

En dag jeg mødte i vagt sagde en af mine søde kollegaer, at hun syntes jeg så lidt bleg ud. Jeg hostede også lidt, men det gjorde halvdelen af Danmarks befolkning på det tidspunkt, så vi jokede lidt med det og snakkede om, at det kunne være jeg skulle have tjekket min hæmoglobin (blodprocent).

Omkring d. 23. Marts skulle jeg til tjek på Gigthospitalet i Graasten, hvor jeg bliver fulgt med rygsøjlegigt. Her får jeg taget blodprøver for at tjekke, at min krop kan tåle den medicin jeg tager, samt for at se om der er aktivitet i sygdommen. Min crp (infektionstal) lå på 107, hvor det normalt skal ligge på 5 eller derunder. Min crp er normalt altid lidt forhøjet og ligger omkring 7 pga gigten, men 107 var alligevel meget. Lægen spurgte mig, om jeg havde hostet – det havde jeg jo, så han sendte mig “hjem” til min egen læge, som lyttede mig på lungerne og mente at jeg havde lungebetændelse. Jeg fik derfor penicillin og sygemeldte mig fra arbejde, da jeg bestemt ikke skulle smitte hverken kollegaer, mødre eller nyfødte! Der gik en uge og jeg kom til min egen læge igen, for at tjekke op på om penicillinen havde virket – det havde den ikke. Crp’en var hverken værre eller bedre, så jeg blev sat i behandling med anden antibiotika. Jeg var stadig sygemeldt fra arbejde, for jeg havde det ikke godt og penicillin har aldrig været min bedste ven.

Der gik endnu en uge, og jeg havde raskmeldt mig, for jeg var sikker på jeg var i bedring, da jeg havde det markant bedre efter den anden uge med antibiotika. Jeg skulle dog lige forbi lægen for at tjekke op på, at alt var som det skulle. Men men – det var det ikke! Crp’en var fortsat over 100 og min hæmoglobin var begyndt at falde. Min læge ville indlægge mig akut på FAM i Åbenrå, for hun mente at det så måtte være noget mere kronisk jeg fejlede. Jeg ville selv køre derned, for jeg havde det jo godt, men jeg fik endnu et migræneanfald og måtte spørge min mor om hun kunne køre mig. Hun gik hjemme, da hun havde sagt sit job op, så det kunne hun heldigvis godt.

Jeg kom til Åbenrå og blev indlagt, som jeg selv har indlagt mange, med et synligt bevis på min arm – et armbånd, der afslørede, at nu var jeg PATIENT. Jeg fik taget blodprøver, venyler, blev røntgen fotograferet, fik taget ekkokardiogram, og efter lidt tid kom en læge og sagde at de havde mistanke om en blodprop i lungen. Blodprop i lungen!!! Jeg var noget overrasket! Jeg var så ung (26 på det tidspunkt) og godt nok har jeg et par kg for meget på sidebenene, men alligevel!

Så jeg skulle pludselig CT-scannes, have en venflon (et drop) i armen, da jeg også skulle have kontrast-stof under scanningen. Pga kontraststoffet skulle jeg have lavet en graviditetstest, for at sikre at jeg ikke var gravid. Og selvom jeg er jordemoder, og egentlig mener jeg har styr på hvilke kropslige signaler, der typisk viser, at man IKKE er gravid, så blev jeg pludselig i tvivl. -men min krop viste rigtigt, jeg var ikke gravid. Så ingen ko på isen, jeg måtte gerne få kontrast.

Jeg blev scannet, fik kontrast, hvilket forresten føles som at man tisser i bukserne fordi det bliver varmt i området☺️ Heldigvis tisser man ikke i bukserne! Der er alligevel retfærdighed til 😊

Efter noget tid var det svar på scanningen og det var slet ikke det jeg havde forventet!!!

“Der er en tumor i din brystkasse, som er 8×8 cm stor og vi ved ikke, hvad det er. Det kan være godartet, men det kan også være ondartet.” Sådan sagde en læge til mig på gebrokkent dansk og gik hurtigt igen. Det var på mange måder tydeligt, at han ikke brød sig om at give den besked til en ung kvinde. Hold fast hvor var det en surealistisk besked at få! Jeg sad helt tom i blikket  og så begyndte tårerne at trille. Jeg var bange! Heldigvis var jeg ikke alene, min mor havde jo kørt mig derned. Hun ringede også til min far og min kæreste, som efter kort tid også stod på stuen. Der gik flere timer før jeg snakkede med en sygeplejerske, hvilket bestemt ikke var iorden ovenpå sådan en udmelding! Min mor, far, kæreste og jeg selv spiste aftensmad sammen i sygehusets “restaurant” -ikke fordi jeg var specielt sulten, men lidt skulle der jo ned. Kl. 22 samme aften tog jeg hjem på orlov efter IV. antibiotika, for jeg havde stadig lungebetændelse. Jeg ville bare gerne sove hjemme efter sådan en besked og jeg havde bestemt heller ikke lyst til at ligge på en 8-mands stue.

Fortsættelse følger..