Min Historie 2. Del

 

Dagen ovenpå den noget chokerende besked om, at der var en ukendt masse, der havde taget plads i min brystkasse, uden at spørge om lov, skulle jeg tilbage til sygehuset i Åbenrå. Jeg havde faktisk sovet overraskende godt, på trods. Jeg skulle denne gang møde op på medicinsk afdeling. Her blev jeg mødt af en utrolig sød sygeplejerske, som henviste mig til en seng på gangen.. Her var min plads. Nå, ja tænkte jeg, jeg havde jo hørt om, at der engang imellem lå patienter på gangen, og jeg skulle jo alligevel bare have IV antibiotika -troede jeg. Så min tro følgesvend (min dejlige mor) og jeg tog plads ved sengen og gik i gang med at læse i de medbragte blade.

På det tidspunkt hvor jeg blev indlagt, havde en veninde praktik på lige netop medicinsk afdeling i Åbenrå, og hun var på arbejde den dag. Så hun fik selvfølgelig et knus, da hun fortravlet kom forbi min seng på gangen. Det var dejligt at se et venligt og velkendt ansigt!

Efter en del ventetid kom den søde sygeplejerske, som havde taget imod mig, hen til mig og sagde at overlægen gerne ville tale med mig. Til historien hører, at både min farmor og farfar er døde af kræft, henholdsvis lungekræft og knoglemarvskræft (myelomatose), og havde haft en læge, som jeg nu også skulle stifte bekendtskab med. Jeg var meget ked af, at skulle tale med lige netop denne læge, da jeg ikke just forbandt ham med gode nyheder.

Min mor og jeg gik ind til samtalen, og jeg bad, på vejen ind ad døren, sygeplejersken om at gå med. Dette med baggrund i den, for mig, noget frustrerende situation fra dagen før, hvor der ikke blev samlet op på lægesamtalen fra sygeplejepersonalet. Jeg satte mig ned foran hr Overlægen og lyttede til hvad han havde at sige.. Han begyndte med, at han havde læst at jeg var jordemoder. Ja, tænkte jeg, men hvad har det med denne situation at gøre? Så gik han videre og og begyndte at tale om malignitet og jeg kunne huske, at jeg under min uddannelse havde hørt det ord og så kom det op i mig.. “Tror du jeg har cancer?”. Det var han ret skråsikker på.. Han syntes det lignede noget han kaldte for et malignt thymom.. Jeg brød sammen! Det kunne han bare ikke mene! Kræft! Jeg var jo for helved alt for ung til at dø.

Som jeg tidligere skrev, så var både min farmor og farfar døde af kræft. Min farfar kun 7 måneder forinden jeg fik denne besked. Så kræft var for mig på dette tidspunkt lighedstegn med død. Jeg satte mig over til min mor, som sad på en sofa i samtalerummet, jeg klamrede mig til hende og vi græd begge to. Lægen prøvede at trøste med, at der var gode behandlingsmuligheder ved lige netop den type cancer, som han mente det var.. Men det trøstede mig ikke.. Jeg tog det ikke til mig, for hvad fanden vidste han om det?!

Min mor og jeg gik ud at samtalerummet og tilbage til min seng på gangen. Her kom min veninde forbi igen og hun kunne se, at både min mor og jeg selv havde grædt. Hun kom hen for at høre hvad der var galt og vi måtte jo så fortælle hvad vi vidste. Hun begyndte også at græde og gik ud til sine kollegaer, for at få lov til at være hos mig. Det fik hun heldigvis uden problem. Men der var ikke meget privatliv der på gangen og jeg husker det stadig som en udstillelse af mig på min allerværste dag.

Jeg skulle henvises til lungemedicinsk afdeling i Odense til forskellige undersøgelser og scanninger, men først skulle jeg til biopsi i Sønderborg. Min far og min kæreste kom til Åbenrå, for at hente min mor og mig, så vi kunne få det overstået. Jeg havde fået at vide, at jeg skulle indlægges og have lavet biopsien den efterfølgende dag. Der var bare det, at de ikke kunne lave biopsien i Sønderborg, så da vi ankom, blev jeg hurtigt mødt af en sød og rar læge, der forklarede at de ikke kunne udføre biopsien hos dem, men at jeg i stedet skulle til Odense. Så vi kørte tilbage til Åbenrå – hvem sagde spild af tid?

Da vi så kom tilbage til Åbenrå fra Sønderborg, kom vi igen til samtale hos hr Overlægen, som havde haft kontakt til Odense og der skulle jeg møde op ugen efter.. EN HEL UGE!!! Hallo, sagde du ikke at du var sikker på, at jeg havde kræft? -skal det så ikke gå en lille smule hurtigere, at få det undersøgt? Det skulle det åbenbart ikke, men ventetiden på, at komme igang med undersøgelserne føltes uendelig!!! Jeg blev udstyret med en masse pjecer om bl.a. “Lungepakken” (jeg skulle åbenbart udredes for lungekræft). Men jeg orkede ikke at forholde mig til en masse information, jeg fulgte bare mine henvisninger og mødte op i Odense den efterfølgende uge.

 

Fortsættelse følger..