Min Historie 2. Del

Min Historie 3. del – OUH

Lidt forårstegn fra turen i Den Fynske Landsby🌸

Lidt forårstegn fra turen i Den Fynske Landsby🌸

 

 

Jeg husker tydeligt det allerførste møde med lungemedicinsk afdeling i Odense! Der var gået en lille uge, hvor jeg havde haft fri fra sygehuse, og læger der sagde, at jeg sandsynligvis havde kræft. Og selvom man skulle tro, at det havde været dejligt, så var det faktisk det stik modsatte! Det var forfærdeligt!!! Jeg ville egentlig bare gerne vide hvad jeg fejlede, hvad det var, de her læger kunne se på scanningen -og det kunne kun gå for langsomt. Og så alligevel ikke.. Det var MEGET ambivalent, for jeg ville gerne hurtigt igang med en behandling, hvis det var nødvendigt, men jeg ville, logisk nok, ikke gerne have, at vide at jeg var syg.

Jeg mødte op på lungemedicinsk afdeling og blev henvist til et samtalerum, hvor jeg skulle vente på en læge. Jeg husker ventetiden som enormt lang, men i virkeligheden kan det godt være, at det kun var en halv times tid jeg ventede -jeg ved det ikke? Jeg havde, som de andre gange, min fantastiske mor med, for det er altid rart at have et ekstra sæt ører med og en varm hånd at holde i. Jeg har virkelig fundet ud af, at man hører forskelligt til sådanne samtaler!

Døren gik op til samtalerummet.. Det var ikke lægen, men sygeplejersken, der lige skulle huske at måle mit blodtryk.. Det lå lidt højt, ca. 145/90 puls 105, men jeg var på det tidspunkt også meget nervøs, for den samtale jeg ventede på -så det var nok det klassiske “White Coat Syndrome”. Det har jeg haft før, og mit blodtryk plejer at falde igen efter lidt tid.. Det er egentlig lidt sjovt, at jeg som plejer at stå på den anden side, pludselig får højere blodtryk, af at sidde på den “forkerte” side af bordet. Nå, men fordi mit blodtryk og min puls lå lidt højt, skulle jeg have lavet endnu et EKG (ekkokardiogram). Der kom hurtigt en sød, ung bioanalytiker, for at lave dette EKG, MEN der var ingen seng i det rum, som jeg sad i.. Vi blev derfor nødt til at finde en seng og nørkle den ind på stuen, hvilket ikke var helt let. Jeg kan ikke huske om EKG-et var normalt, men det kan jeg næsten ikke tro at det var.. (Grunden til det får i senere..)

Endelig kom lægen, som jeg havde ventet på. Det var en ret underlig samtale, for på den ene side kunne jeg ikke vente på, at høre hvad hun havde at fortælle, men på den anden side havde jeg lyst til, at tage mine ting og løbe langt væk! Jeg var dog klar over, at det sidste ikke ville føre noget godt med sig, så jeg måtte tage mig sammen og blive. Lægen startede med at præsentere sig selv, lyttede på mine lunger og bestilte blodprøver. Imens hun lyttede på mine lunger, blev hun meget opmærksom på mine modermærker. Jeg har ret mange af dem, så jeg forstod hende godt. Hun spurgte, om jeg havde fået dem tjekket. Det kunne jeg sige ja til. -når man har så mange og så store modermærker som jeg, er det simpelthen en nødvendighed, at være ekstra opmærksom. Hun tog efterfølgende en masse nye pjecer frem. “Åh nej” var min første tanke.. Jeg orkede ikke at skulle informeres igennem pjecer! Men det var for en gangs skyld ikke det de blev brugt til! De var kun et supplement.. Lægen fremlagde min plan, som indeholdt PET-CT-scanning og biopsi, og jeg ville få det endelige svar på alle undersøgelser efter 10 dage.. Jeg syntes det var rart, nu at have en dato at forholde sig til! Jeg kom efter samtalen med lægen igen til at tale med en sygeplejerske, som spurgte om jeg havde nogle spørgsmål til de ting, der skulle ske.. Jeg var meget energisk for at få at vide om jeg kunne få lov til at være på patienthotellet, i stedet for på lungemedicinsk afdeling. Det kunne jeg, og jeg kunne endda få en opredning til min mor -mod betaling naturligvis, men det var rart, at jeg ikke skulle være alene.

Vi blev indkvarteret på patienthotellet og fik pakket vores ting ud.. Det var et fint værelse med eget bad og toilet, TV og WIFI, så vi manglede på den måde ikke noget.. Og dog! Jeg savnede min hund “Arne” og min kæreste “Peder”, men Peder var ikke god til sygehuse (han fik det fysisk dårligt af at være der) og Arne måtte af gode grunde ikke komme med. Vi spiste aftensmad i patienthotellets café og jeg var overrasket over, at man kunne få så god mad på et hospital! Det var mit sidste rigtige måltid inden jeg skulle faste til næste morgen. Jeg skulle nemlig i PET-scanneren og til den scanning skal man faste. En   PET-scanning foregår på den måde, at man får noget radioaktivt sukkerstof (sporstof) sprøjtet ind i en blodåre i armen ca. en time inden man skal scannes. De fleste kræftceller spiser mere sukker end raske celler, da de skal bruge mere energi på at dele sig. Derved vil de områder med kræftceller lyse op på scanningsbilledet. (Correct me if I’m wrong!) Derfor skal man have et stabilt blodsukker, (derfor faste) når sukkerstoffet sprøjtes ind, så man ikke får falsk positive scanninger. Læs mere om PET-CT scanninger på:

https://www.cancer.dk/hjaelp-viden/undersoegelser-for-kraeft/scanninger-billedundersoegelser/pet-ct-scanning/

Dagen kom og jeg skulle scannes. Jeg mødte op på lungemedicinsk afdeling, for det havde jeg fået besked på. Her blev jeg henvist til en stue, hvor jeg skulle iføres patienttøj og ligge mig i sengen under dynen. Det er nemlig sådan, at når man er under 30 år, så har man det, der hedder brunt fedt, der hvis det “aktiveres” (hvis man er kold eller fryser) kan lyse op på scanningen. Så jeg fik 2 dyner over mig og ventede på at jeg blev hentet af en portør. For en gangs skyld, skete det ON TIME!

Jeg blev rullet ned på nuklearmedicinsk afdelingen, som ligger nede i kælderen, så der er virkelig “hyggeligt”. Nå, men min seng blev stillet på gangen og jeg blev herfra fulgt ind på et leje, hvor jeg skulle have sukkerstoffet. Herefter skulle jeg ligge stille i 40 min, og så drikke 2 store glas vand. Herefter skal man gå ud og tisse -ved faktisk ikke hvorfor, og så kommer man ind i scanneren. Her mødte jeg så verdens mest fortravlede Radiograf. Hun havde knap tid til at høre, at jeg var nervøs og at jeg gerne ville høre den her CD med Katie Melua, for at berolige mig selv lidt.. Men selvom hun havde travlt og knap hørte hvad jeg sagde, så fik jeg da musik under min scanning imens jeg lå på et stift bræt med lukkede øjne og bad til en eller anden om at der ikke ville være noget på scanningen. Det tog ca en halv time og så var jeg ude af scanneren igen. Og så skulle min mor og jeg bare have resten af dagen til at gå, så vi tog ned i Odense midtby og vinduesshoppede.

Den efterfølgende dag, var det tid til at jeg skulle have lavet en biopsi (en vævsprøve) af den tumor de havde opdaget på CT-scanneren. Det skulle foregå på lungemedicinsk ambulatorie. Her blev jeg først mødt af en sygeplejerske, der skulle lægge en venflon (et lille plasticrør i en blodåre) i min hånd og foretage bl.a. en test af min lungefunktion. Min lungefunktion var på 84% af hvad man kunne forvente for min alder -hvilket jeg syntes var meget godt taget i betragtning, at jeg havde lungebetændelse på det tidspunkt.. Derefter skulle jeg ind og ultralydsscannes af en læge. Ultralydsscanningen skulle hjælpe ham til at finde ud af i hvilken vinkel og hvor præcist i indstiksstedet til grovnålen skulle være. Til denne scanning skulle jeg ligge på en briks med bar overkrop og så bruger de et, for mig, velkendt apparat -en ultralydsscanner. Så jeg lå på briksen og fik området omkring mit venstre kraveben smurt ind i KOLD gel. Og jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at kigge på scanningsbilledet, som med det samme viser sig på skærmen. Lægen sad længe der i mørket og prøvede at scanne fra flere vinkler. Til sidst sagde han, at han ville hente en kollega, for at han kunne hjælpe med at scanne videre, for han var i tvivl om, om han turde prøve at tage den biopsi. Der lå åbenbart en stor blodåre i vejen. Det viser sig, at den kollega, som han skulle have fat i, ikke var i afdelingen, da han havde et sygt barn derhjemme, men havde tilbudt at han kunne komme, hvis de havde problemer med mig. Så føler man sig alligevel lidt særlig, når en læge ligefrem tilbyder at komme, selvom han holder barnets 1. sygedag. Så der blev ringet til den flinke læge, men han tog desværre ikke telefonen.. Da det var fredag og ambulatoriet ikke har åbent i weekenderne, måtte de derfor udsætte min biopsi til om mandagen, hvor den flinke læge skulle være tilbage på arbejde.

Jeg blev selvfølgelig skuffet over, at de ikke kunne lave biopsien, nu hvor jeg havde sat mig selv op til det. Det er jo ikke fordi det er en dejlig wellness-behandling man venter på, så jeg havde selvfølgelig været nervøs. Men de skulle selvfølgelig ikke stikke, hvis de ikke mente at DE kunne..

Weekenden gik hjemme på orlov og min mor og jeg vendte tilbage søndag aften, så jeg kunne være på ambulatoriet tidligt næste morgen. Søndag eftermiddag lavede vi turen til Odense til en familietur og tog i “Den Fynske Landsby”, som virkelig kan anbefales om foråret, da der er masser af dyreunger på dette tidspunkt.

Det blev mandag morgen og jeg skulle denne gang møde den flinke læge. Jeg kom igen på briksen i bar overkrop og med hjertet siddende helt oppe i halsen. Jeg blev igen ismurt KOLD gel og igen tog det lang tid at scanne mig. Tumoren havde åbenbart valgt at placere sig et vanskeligt sted i forhold til at tage en grovnålsbiopsi. Jeg blev derfor informeret om, at de i stedet ville prøve med en finnålsbiopsi. Jeg spurgte selvfølgelig hvad forskellen var og svaret var, at der ikke kunne tages så meget væv ud ved en finnålsbiopsi og at sandsynligheden for, at der var væv nok til en diagnose, ikke var stor.”HURRA, jamen så stik da i mig 4 gange, selvom du ikke tror på det” sagde jeg IKKE højt. Men alternativet var en kirugerisk biopsi i fuld narkose og da der jo altid er risici ved, narkosen, ville de alligevel foretage biopsien med en fin nål og håbe, at det var nok. Jeg gjorde overlægen opmærksom på, at jeg snart havde brug for afklaring, så hvis der ikke var væv nok i den prøve de fik ud, ville jeg opereres så hurtigt som muligt. Det gik de heldigvis med til. Jeg blev lagt i en “rus” og herefter tog de finnålsbiopsien fra 4 forskellige vinkler. Jeg skulle efterfølgende blive på afdelingen et par timer til observation. De skulle være sikre på jeg ikke havde en punkteret lunge eller blødning. Jeg fik herefter lov til at tage hjem og vente på en besked om, om de kunne stille en diagnose ud fra biopsien eller ej..

 

Fortsættelse følger..

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min Historie 2. Del