Min Historie 4. del -Operationen

Min Historie 5. del -at vente på svar

Udsnit af min Facebook-opdatering den dag jeg fik diagnosen lymfekræft😷

Udsnit af min Facebook-opdatering den dag jeg fik diagnosen lymfekræft😷

 

Tålmodighed er ikke altid min stærkeste side, og især ikke når ventetiden ikke fører noget godt med sig. Til gengæld er jeg helt ufatteligt tålmodig, når jeg er på job, for der fører min tålmodighed ofte til, at en fødsel får lov til, at udvikle sig naturligt, hvilket jo er en af mine forenemmeste opgaver som jordemoder.

Men jeg måtte jo, efter operationen, vente i minimum 5 hverdage, før der var et endeligt svar på alle mine undersøgelser, og før der var nogen, der tog stilling til, hvad der herfra skulle ske med mig. Grunden til dette var, at biopsien skulle undersøges grundigt, for at man kunne finde ud af helt præcis hvilken type celler der var tale om, og dermed hvilken behandling jeg skulle have.

Et par dage efter, at operationen var veloverstået, syntes jeg at mit ar var hævet, men det var svært for mig rigtigt at se, da jeg kun kunne kigge i et spejl. Jeg var nok også lidt ekstra opmærksom og bekymret fordi jeg var i en meget sårbar situation. Jeg havde derfor behov for, at få en anden til at kigge på det. Men jeg orkede ikke, at tage ned til min egen læge, eller til at tage ned til nogen som helst anden læge.. Det var så rart at have fri for dem! Jeg ringede derfor til min kærestes kusine “Sara”, som var sygeplejerskestuderende og som jeg havde arbejdet sammen med på Barselsgangen i sommerferien året forinden. Jeg vidste, at hun kunne sit kram, og at vi også kunne hygge os, samtidig med at hun kiggede på mit ar. Sara var heldigvis hjemme den dag, hun havde også tid til at kigge på mig, og ikke mindst tid til at hygge bagefter. Sara syntes heldigvis, at det hele så fint ud, så jeg kunne slappe af og lægge den bekymring fra mig. Det var meget befriende, at komme hjem til Sara og sidde og snakke, lidt om mit udredningsforløb, men især om alt andet end det, som Sara, der var igang med en skriftlig opgave på studiet. For første gang i meget lang tid syntes jeg, st det var hyggeligt at tale om videnskabsteori, opgaveskrivning og metoder.

Jeg var klar over, at jeg ikke ville få svar, før der var gået en uge, og selvom det føltes som en uendelighed, så kunne jeg alligevel bruge tiden på, at gøre nogle gode ting for mig selv. Bl.a. at gøre noget så normalt, som at drikke den tilbagevendende mandagskaffe på stamcaféen sammen med min dejlige veninde “Trine”. Vi har drukket kaffe næsten hver mandag i lang tid, og det er skønt at mødes og drøfte verdenssituationen over en kop dampende varm kaffe i hyggelige omgivelser. Jeg elskede og elsker stadig de mandage!! Her talte vi selvfølgelig om min situation, men også om andre meget vigtige ting, som hvilket nyt tørklæde, vi bare måtte eje. Trine var en af de første jeg ringede til, da jeg fik at vide, at jeg nok havde kræft og jeg glemmer aldrig den samtale! Havde slet ikke regnet med, at både hun og jeg ville græde så meget!! Men selvom det ikke var rart, at fortælle en veninde, at man sandsynligvis var alvorligt syg, så var hendes støtte og reaktion altsigende, hun var der for mig!!!

Dagene gik, og det blev tirsdag. Jeg sad denne formiddag i min sofa og så lidt fjernsyn. Jeg havde taget det absolut mest afslappende tøj, som jeg ejer på, og jeg havde bare behov for at være mig selv. Jeg kan huske at jeg tænkte på, at jeg den efterfølgende dag skulle have svar på alle undersøgelser, og det gjorde at jeg havde svært ved at koncentrere mig om, hvad jeg egentlig så i tv’et -det blev bare til støj i baggrunden. Pludselig ringede min telefon. Det var hemmeligt nummer. Jeg har lidt dårlige erfaringer med når det er et “hemmeligt nummer” der ringer, da det plejer at være en lidt for frisk sælger, der vil sælge mig et eller andet abonnement, i den anden ende af røret. Af en eller anden grund tog jeg denne dag telefonen alligevel, hvilket jeg ikke plejer at gøre. Det var en læge fra lungemedicinsk afdeling. Hun spurgte om jeg ville have svaret på undersøgelserne i dag, for så kunne det blive over telefonen. Det ville jeg gerne, men jeg ville først have samlet min familie, for at de kunne høre med, og så de evt. kunne skrive lidt ned for mig under samtalen. Jeg aftalte med lægen, at jeg ville ringe tilbage til et nummer, som hun gav mig, efter ca en time. Så jeg ringede til min far og min kæreste, som begge tog hjem fra arbejde, for at være med til samtalen.

Jeg havde samlet hele familien. Min far sad ved siden af mig klar med en blok og kuglepen, min mor sad i en stol overfor og min kæreste sad i en stol tæt ved et vindue. Jeg tror vi alle var ret nervøse, men vi havde allesammen brug for afklaring, efter 20 dage i uvished. Jeg ringede op til nummeret, og fik fat i en sekretær, hun stillede mig videre og jeg fik fat i lægen. Jeg kan huske at jeg sagde til hende, at jeg havde samlet min familie og at hun under samtalen ville være sat på højtaler, så de andre kunne høre med.

Så kom den besked som jeg et eller andet sted godt vidste jeg skulle have. Jeg havde kræft, mere præcist havde jeg lymfekræft. Jeg var faktisk overrasket over hvor afklaret jeg var, da jeg fik den besked! Jeg græd ikke engang! Jeg spurgte lidt ind til, hvad min diagnose helt præcist hed og hun fortalte at det hed diffust storcellet b-celle lymfom (DSB- Lymfom). Jeg var selvfølgelig meget nysgerrig efter at vide, hvor udbredt sygdommen var, og spurgte derfor om det havde bredt sig. Lægen svarede at der var flere lymfer, i samme område i brystkassen, der lyste op på PET-scanningen, og udfra denne udtalelse, kom jeg så selv frem til at sygdommen nok højst var på stadie 2. Jeg var derfor meget fortrøstningsfuld og faktisk lettet over, at det ikke havde spredt sig. Jeg gav min familie lov til, at stille de spørgsmål til lægen som de evt. måtte have. Herefter fik jeg at vide, at jeg nu ville være hæmatologisk afdelings patient og at jeg i løb af kort tid, ville blive ringet op af en sekretær fra denne afdeling. Jeg skulle nemlig have en dato for, hvornår jeg skulle til samtale om hvilken behandling jeg skulle have. Jeg fik ligeledes at vide, at hun ikke vidste om jeg skulle behandles i Odense eller i Åbenrå hvortil jeg huske at jeg sagde, at geografi for mig var ligegyldigt, men at jeg bare ville behandles, der hvor de var bedst til det! Jeg sagde farvel til lægen og lagde på. Jeg lagde mit hovede i hænderne og kom reaktionen. Jeg græd! Det samme gjorde min mor og min kæreste. Men jeg græd ikke ret længe, for hvad ville det egentlig hjælpe? Jeg var ret sikker på, at det i hvert fald ikke gjorde situationen bedre, at have ondt af mig selv.

Jeg blev, efter lidt tid, ringet op af en sød sekretær, som havde en tid til mig den efterfølgende dag kl. 11. Jeg skulle møde op på afdeling x3 på OUH, hvor jeg skulle til en samtale med en læge, der skulle informere mig om den behandling de havde planlagt for mig.

Efter jeg havde lagt på, valgte jeg at skrive en opdatering omkring min situation på Facebook. Nogle ville måske synes at det var for privat til fjæsen, men for mig var det den nemmeste måde, at informere mange på én gang. Jeg orkede ikke at skulle fortælle at jeg havde fået kræft 100 gange, og det kunne jeg undgå på denne måde. Jeg fik ikke ret mange “likes” på opslaget, men tog nu heller ikke de ganske få jeg fik, som at de syntes det var fedt, at jeg havde fået kræft. Jeg tog det som, at de syntes det var fedt at jeg skrev åbent om det. Jeg fik en masse beskeder, både private, som offentlige og det varmede at mærke en stor opbakning fra mit bagland. Både dem jeg havde tæt på, men også dem lidt længere ude.

Den aften tog jeg, inden jeg skulle i seng, en sovepille, som jeg havde fået udleveret tidligere i forløbet. Jeg var bange for, at jeg ikke kunne falde i søvn, med de mange tanker, der kørte rundt i mit hovede. Pillen hjalp og jeg sov tungt! Jeg vidste selvfølgelig heller ikke hvilket mareridt, der ventede mig den efterfølgende dag..

 

Fotsættelse følger..

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min Historie 4. del -Operationen