Min Historie 6. del -når verden falder sammen.

 

I dag er det lige præcis et halvt år siden det skete.. Derfor kommer dette indlæg i dag.

Jeg vågnede op om morgenen d. 29.04.15 lidt groggy pga den sovepille jeg havde taget aftenen forinden. Jeg stod op, gik i bad og kan huske at jeg under bruseren stod og vaskede mit hår. Jeg havde en hel masse tanker, som kørte rundt i hovedet. Blandt andet kan jeg huske, at jeg tænkte på, at det muligvis ville være en af de sidste gange, jeg vaskede hår i lang tid. Jeg skubbede dog tanken væk, for jeg vidste jo ikke præcis hvilken behandling jeg skulle have og så var det jo ikke sikkert, at jeg behøvede at tabe håret. Mit elskede lange hår..

Jeg kom ud af badet, redte håret, føntørrede det (hvilket tog en krig fordi det var så tykt) og satte det op i en knold, præcis som jeg plejede. Jeg tog den sædvanlige krigsmaling i ansigtet, for det kunne jo være, at det kunne snyde lægerne, så de ville sige, at jeg ikke var syg.. Det vidste jeg jo godt ikke ville ske, men i det mindste kunne andre da ikke se hvor syg jeg var. Det mærkelige var også at jeg vidste at jeg faktisk var alvorligt syg, men jeg følte det ikke. Jeg havde forestillet mig, at man virkelig ville have det dårligt, når man havde kræft, men det havde jeg ikke. Så på alle måder var min situation helt uvirkelig for mig

Jeg husker, at jeg skulle være i Odense kl. 11 den formiddag. Min mor og far skulle med mig til OUH, så jeg spiste morgenmad hos dem. Det er sjovt hvordan man husker så mange detaljer fra dage, som bestemt ikke er som alle andre. Jeg fik ikke ret meget at spise, fordi jeg var nervøs! Til gengæld fik jeg, som jeg husker det, drukket en hel del kaffe. Som så mange også har det, så var kaffe en af mine bedste venner om morgenen. Når jeg kørte på arbejde før fanden fik sko på, havde jeg altid mit Starbucks termokrus, med en ordenligt portion god kaffe, med i bilen. Det var en god start på dagen for mig.

Efter morgenmaden skulle vores hun “Arne” luftes, så jeg gik en tur med ham. Jeg husker at solen skinnede, og at det var rigtig dejligt forårsvejr. Arne var rigtig godt selskab i denne periode, for han vidste jo af gode grunde ikke hvad der foregik og behandlede mig fuldstændig som han plejede. Han trak lige så meget i snoren som han plejede og gøede efter stort set lige så mange som han plejede.

Turen til Odense var, for en gangs skyld, meget kort -eller den føltes kort. Vi parkerede bilen i P-huset og jeg havde en oversigt på min telefon over, hvor indgang 85 lå, så vi fandt afdelingen. Jeg skulle møde i det der hed x3, som var modtagelsen. Her mødte jeg en sød sekretær, som henviste os til at vente i nogle stole på gangen. Jeg blev efter lidt ventetid mødt af en sød sygeplejerske, der bad min komme med ind i et rum. Rummet var meget klinisk, med helt hvide vægge, en håndvask, en briks og et bord med et par stole omkring. Jeg skulke have målt blodtryk, temperatur (heldigvis havde de øretermometer) og hvor godt jeg iltede mit blod. Blodtrykket og pulsen var forståeligt nok lidt påvirket af det hele. Det føltes lidt som at skulle til en eksamen, som man slet ikke havde forberedt sig på. Ikke at jeg har prøvet det, men jeg tror det er sådan det må føles.

Efter en del ventetid kom så endelig lægen. En høj, mørkhårede mand, der præsenterede sig selv og satte sig ned på den anden side af bordet. Han startede med at spørge om mit cpr-nummer, for at sikre, at jeg var den rigtige patient. (Min puls galopperer derudaf bare det at jeg skriver det her)

Nå, men han fortalte at de jo havde fundet, at jeg havde en kræftform der hed “Diffust Storcellet B-celle lymfom, som var en ret aggressiv lymfekræft. Han fortalte videre og kom så til, at det jo havde spredt sig til mine lunger og at jeg havde væske omkring både hjertet og mine lunger. Derudover havde jeg også en forstørret milt. Jeg skulle derfor have lavet en rygmarvs prøve, en knoglemarvsprøve og en MR-scanning af mit hovede, da det skulle udelukkes om der sad metastaser her også. Det sidste jeg hørte ham sige var, at hvis det sad i hjernen, så var det noget rigtig skidt!

Min verden faldt sammen! Det var jo så langt fra det jeg havde fået besked om over telefonen. Jeg troede højst jeg var på stadie 2 med min sygdom og nu var jeg på stadie 4 -det sidste stadie. Derudover var kræften aggressiv, hvilket betyder, at den spreder sig hurtigt og jeg troede faktisk at alt det her tilsammen betød at mine dage var talte. Jeg hørte på intet tidspunkt nogen sige, at de mente de kunne gøre mig rask. Jeg hørte athvis det sidder i hjernen, så er det noget skidt. Lægen præcenterede mig for en kemo-behandling som jeg skulle starte på den efterfølgende dag og jeg blev for første gang konfronteret med, at behandlingen ville gøre, at mit hår ville falde af. Det var på det tidspunkt fuldstændig ligegyldigt for mig, for jeg ville bare have den behandling jeg skulle have og det kunne kun gå for langsomt.

Lægen gik igen og tilbage i rummet sad min mor, far og jeg. Jeg begyndte at græde og mine forældre trøstede mig. Min far ringede til min kæreste og sagde at han skulle aflyse den auktion, der skulle være den efterfølgende dag, for det var slet ikke som vi havde forventet. Vi var alle 3 målløse over, at vi havde forstået SÅ forkert på den læge vi havde talt med dagen forinden. Jeg kan huske at jeg flere gange sagde, at det slet ikke var det, jeg havde fået at vide. Det var til dags dato den værste dag i mit liv!

Jeg skulle så igennem diverse undersøgelser. Min far tog med og holdte mig i hånden da jeg skulle have lavet knoglemarvs- og rygmarvsprøverne. Under knoglemarsprøven sad en sød sygeplejerske ved siden af mig. På et tidspunkt, da det gjorde ret ondt, sagde hun: “Prøv at trække vejret helt ned i maven og pust langsomt ud”. Jeg begyndte at grine, for det kunne have været mine egne ord på en fødestue. Rygmarvsprøven var lige bagefter og jeg skulle sidde ligesom mine egne patienter skal sidde, når de skal have en epidural-blokade, men det var faktisk sværere end jeg havde forestillet mig. Og jeg havde ikke engang en gravide mave foran at bøvle med. Men det lykkedes og lægen, der fortog prøverne, talte dråber. Der skal åbenbart en bestemt antal til sådan en undersøgelse af rygmarven.

Herefter skulle jeg ligge ned fladt på ryggen i 2 timer, for ikke at få spinalhovedpine. Og jeg havde set patienter med denne hovedpine før, så jeg fulgte troligt lægens henvisning til at ligge stille. Men så kom en portør, for at hente mig. Jeg skulle i MR-scanneren nu. Jeg ville gerne have haft en af mine forældre med, men det kunne jeg ikke få, for portøren havde travlt. Jeg blev faktisk ret sur! Mangel på situationsfornemmelse havde jeg faktisk ikke oplevet før! Jeg var så bange og havde bare brug for min familie tæt på hele tiden! Også selvom han ikke have et minut ekstra. Men jeg kom i MR-scanneren og skulle så have en maske over ansigtet. Jeg har mega klaustrofobi i forvejen når jeg er i en MR, da der bar slet ikke er plads i den scanner og så skulle jeg oveni have den her maske på! Nå, men jeg tog mig virkelig sammen og lukkede bare øjnene imens scanningen foregik. Jeg tænkte hele tiden samme tanke: “Der er ikke noget i min hjerne, der er ikke noget i min hjerne, der er ikke noget i min hjerne”. Osv i 30 min.

Da scanningen var slut kom jeg tilbage til afdelingen. Her var lægen kommet i tanken om, at jeg skulle have ultralydsscannet mit hjerte, for der var jo væske ved det og så skulle det lige tjekkes, at mit hjerte kunne tåle den kemo, som de havde tænkt sig at give mig. Jeg syntes det blev ved med at vælte ind over mig med undersøgelser og prøver og jeg havde endnu ikke fået tilbudt noget at spise, selvom klokken var langt over middagstid. Jeg blev kørt op på hjerteambulatoriet  igen alene, og blev mødt af en kvindelig læge. Her blev jeg bedt om at tage min trøje af og lægge mig på briksen. Jeg lagde mig ned og hun begyndte at scanne mig. Hun sagde ingenting om mit hjerte i meget lang tid, hun havde i stedet travlt med at fortælle mig, hvor synd det var for mig det jeg skulle igennem og hvor hårdt det ville blive. Det var bare det sidste, jeg havde brug for. Jeg havde brug for at få at vide, at mit hjerte var super duper top stand og kunne tåle al kemo i verden. Pludselig skulle hun have en “ældre” kollega til at kigge med på billederne fra scanningen og det gjorde mig bare endnu mere nervøs. Jeg blev dog til sidst frikendt og fik at vide, at jeg gerne måtte få behandlingen. PYYYYH!!!

Fortsættelse følger..