Min historie 7. del -at leve i en kræftbobbel

Der er gået laaang tid siden sidste indlæg her på bloggen. Grundene hertil er mange, bl.a. at det som kræftpatient kan være rigtig svært at leve med, at behandlingen nu er slut og at man nu må vente på at få svar på, om behandlingen har gjort en rask.

Men tilbage til historien, som jeg slap efter den lidt dårlige oplevelse af at få ultralydsscannet hjertet.

Jeg kom tilbage til afdeling X, hvor mine forældre sad og ventede på mig. Jeg kunne fortælle dem, at mit hjerte så fint ud og at jeg godt kunne få behandlingen. Dog skulle jeg have tjekket hjertet igen efter de første 2 behandlinger, da der var væske ved hjertet som eventuelt skulle drænes, hvis ikke det gik væk af sig selv. Vi var selvfølgelig lettede alle 3 og vi gav hinanden et stort knus. Jeg husker at jeg var ekstremt tørstig, fordi jeg ikke havde fået hverken vådt eller tørt siden vi ankom til afdelingen og nu var klokken ved at være 14. Jeg spurgte derfor sygeplejersken om det var muligt for mig at få noget at drikke og kun kom med en halv-liters vandflaske, som jeg tømte på ingen tid. Der var gået 2 timer siden rygmarvsprøverne, så jeg måtte gerne gerne sidde op igen, men jeg havde godt nok ondt i hovedet. Tænkte først og fremmest, at det var fordi, jeg ikke havde fået nok at drikke i løbet af dagen, men det skulle vise sig, at være af en anden grund.

Jeg blev herefter vist ind på selve sengeafdelingen X1, hvor jeg skulle modtage min første kemobehandling den efterfølgende dag, da ambulatoriet havde lukket pga helligdage. Jeg fik en seng og mødte den sygeplejerske, der skulle give mig behandlingen, være min kontaktperson og som senere hen er blevet en meget vigtig person for mig. Lad os kalde hende Fru B. Fru B var en erfaren dame på afdelingen og jeg fik at vide, at hvis nogle af de lidt yngre læger var i tvivl om noget, var det ofte Fru B, de gik til. Hun var dygtig, slet ingen tvivl om det! Bare den ro hun skabte, når hun gik ind på en stue, var enestående for mig. Hun havde min fulde tillid og jeg var fra første færd helt tryg, når hun var “min” sygeplejerske. Det at være på selve afdelingen var meget skræmmende. Her var folk MEGET syge og de fleste af dem var minimum 50 år ældre end mig selv. Stuen jeg var på, var en to-sengsstue med de obligatoriske sengeborde ved siden af sengen. Der var en stor dør ud til gangen og en håndvask på væggen ud mod gangen. Der var fjernsyn på den modsatte væg i forhold til sengene og en opslagstavle, hvor der var sat lidt informationer op. Bl.a. dagens spisetider. Der hang også en seddel, hvor der stod, at potteplanter og afskårende blomster ikke var tilladt på afdelingen, pga smittefare. Når man har lavt immunforsvar, som mange i kemobehandling har, så er jordbakterier en stor risiko for alvorlige infektioner. Jeg kunne derfor bedre forstå, at der ikke var en eneste buket at se på nogle af de andre stuer. Jeg havde stuen for mig selv den dag, hvilket var SKØNT!

Jeg husker ikke meget mere fra den dag. Det er nok fordi det var så overvældende med alle undersøgelserne og informationerne.

Til gengæld husker jeg den efterfølgende morgen, morgenen inden min første kemo-behandling. Min far, min kæreste og min mor skulle med. Vi skulle være i afdelingen allerede kl. 9, da min allerførste behandling ville tage lang tid. Jeg skulle have et antistof, som skulle øges i indgift meget stille og roligt, da nogle patienter kunne reagere med en alvorlig allergisk reaktion.

Vi spiste morgenmad hos mine forældre og jeg spiste ikke ret meget, fordi jeg var nervøs. Vi kørte afsted i god tid, som vi altid gør i min familie, og vi var i parkeringshuset i god tid. Der var ikke meget trafik på den fynske motorvej den dag. På vej hen til afdeling X, mødte vi en bekendt fra Haderslev, hvor vi bor, som glad kom hen og spurgte hvad vi dog allesammen lavede her. Min far sagde så til hende, at vi var på vej hen for, at jeg skulle have min første kemo-behandling. Jeg brød sammen. At der var nogen, som jeg holdt af, der sagde det højt, gjorde pludselig det hele blev virkeliggjort for mig. Jeg havde været i en bobbel og følt at det hele var uvirkeligt, men nu blev det pludselig virkelig alvor! Det var sgu rigtigt! Jeg havde kræft og skulle have kemo! Jeg skulle tabe håret og i bedste fald ligne Sinnead o’ Connor og i værste en grim, syg, gammel mand. Spectret var ret bredt i forhold til hvordan jeg forestillede mig mit hovedet helt skaldet.

Vi kom hen til afdelingen efter det der føltes som verdens længste gåtur, og jeg gik ind på min stue 5, som stadig var min egen og ringede i klokken, som jeg havde aftalt med Fru B dagen før.

Fortsættelse følger..