Min Historie 6. del -når verden falder sammen.

Da jeg fik diagnosen begyndte jeg at "juice" for måske selv at gøre noget, for at behandlingen ville virke.

Da jeg fik diagnosen begyndte jeg at “juice” for måske selv at gøre noget, for at behandlingen ville virke.

 

I dag er det lige præcis et halvt år siden det skete.. Derfor kommer dette indlæg i dag.

Jeg vågnede op om morgenen d. 29.04.15 lidt groggy pga den sovepille jeg havde taget aftenen forinden. Jeg stod op, gik i bad og kan huske at jeg under bruseren stod og vaskede mit hår. Jeg havde en hel masse tanker, som kørte rundt i hovedet. Blandt andet kan jeg huske, at jeg tænkte på, at det muligvis ville være en af de sidste gange, jeg vaskede hår i lang tid. Jeg skubbede dog tanken væk, for jeg vidste jo ikke præcis hvilken behandling jeg skulle have og så var det jo ikke sikkert, at jeg behøvede at tabe håret. Mit elskede lange hår..

Jeg kom ud af badet, redte håret, føntørrede det (hvilket tog en krig fordi det var så tykt) og satte det op i en knold, præcis som jeg plejede. Jeg tog den sædvanlige krigsmaling i ansigtet, for det kunne jo være, at det kunne snyde lægerne, så de ville sige, at jeg ikke var syg.. Det vidste jeg jo godt ikke ville ske, men i det mindste kunne andre da ikke se hvor syg jeg var. Det mærkelige var også at jeg vidste at jeg faktisk var alvorligt syg, men jeg følte det ikke. Jeg havde forestillet mig, at man virkelig ville have det dårligt, når man havde kræft, men det havde jeg ikke. Så på alle måder var min situation helt uvirkelig for mig

Jeg husker, at jeg skulle være i Odense kl. 11 den formiddag. Min mor og far skulle med mig til OUH, så jeg spiste morgenmad hos dem. Det er sjovt hvordan man husker så mange detaljer fra dage, som bestemt ikke er som alle andre. Jeg fik ikke ret meget at spise, fordi jeg var nervøs! Til gengæld fik jeg, som jeg husker det, drukket en hel del kaffe. Som så mange også har det, så var kaffe en af mine bedste venner om morgenen. Når jeg kørte på arbejde før fanden fik sko på, havde jeg altid mit Starbucks termokrus, med en ordenligt portion god kaffe, med i bilen. Det var en god start på dagen for mig.

Efter morgenmaden skulle vores hun “Arne” luftes, så jeg gik en tur med ham. Jeg husker at solen skinnede, og at det var rigtig dejligt forårsvejr. Arne var rigtig godt selskab i denne periode, for han vidste jo af gode grunde ikke hvad der foregik og behandlede mig fuldstændig som han plejede. Han trak lige så meget i snoren som han plejede og gøede efter stort set lige så mange som han plejede.

Turen til Odense var, for en gangs skyld, meget kort -eller den føltes kort. Vi parkerede bilen i P-huset og jeg havde en oversigt på min telefon over, hvor indgang 85 lå, så vi fandt afdelingen. Jeg skulle møde i det der hed x3, som var modtagelsen. Her mødte jeg en sød sekretær, som henviste os til at vente i nogle stole på gangen. Jeg blev efter lidt ventetid mødt af en sød sygeplejerske, der bad min komme med ind i et rum. Rummet var meget klinisk, med helt hvide vægge, en håndvask, en briks og et bord med et par stole omkring. Jeg skulke have målt blodtryk, temperatur (heldigvis havde de øretermometer) og hvor godt jeg iltede mit blod. Blodtrykket og pulsen var forståeligt nok lidt påvirket af det hele. Det føltes lidt som at skulle til en eksamen, som man slet ikke havde forberedt sig på. Ikke at jeg har prøvet det, men jeg tror det er sådan det må føles.

Efter en del ventetid kom så endelig lægen. En høj, mørkhårede mand, der præsenterede sig selv og satte sig ned på den anden side af bordet. Han startede med at spørge om mit cpr-nummer, for at sikre, at jeg var den rigtige patient. (Min puls galopperer derudaf bare det at jeg skriver det her)

Nå, men han fortalte at de jo havde fundet, at jeg havde en kræftform der hed “Diffust Storcellet B-celle lymfom, som var en ret aggressiv lymfekræft. Han fortalte videre og kom så til, at det jo havde spredt sig til mine lunger og at jeg havde væske omkring både hjertet og mine lunger. Derudover havde jeg også en forstørret milt. Jeg skulle derfor have lavet en rygmarvs prøve, en knoglemarvsprøve og en MR-scanning af mit hovede, da det skulle udelukkes om der sad metastaser her også. Det sidste jeg hørte ham sige var, at hvis det sad i hjernen, så var det noget rigtig skidt!

Min verden faldt sammen! Det var jo så langt fra det jeg havde fået besked om over telefonen. Jeg troede højst jeg var på stadie 2 med min sygdom og nu var jeg på stadie 4 -det sidste stadie. Derudover var kræften aggressiv, hvilket betyder, at den spreder sig hurtigt og jeg troede faktisk at alt det her tilsammen betød at mine dage var talte. Jeg hørte på intet tidspunkt nogen sige, at de mente de kunne gøre mig rask. Jeg hørte athvis det sidder i hjernen, så er det noget skidt. Lægen præcenterede mig for en kemo-behandling som jeg skulle starte på den efterfølgende dag og jeg blev for første gang konfronteret med, at behandlingen ville gøre, at mit hår ville falde af. Det var på det tidspunkt fuldstændig ligegyldigt for mig, for jeg ville bare have den behandling jeg skulle have og det kunne kun gå for langsomt.

Lægen gik igen og tilbage i rummet sad min mor, far og jeg. Jeg begyndte at græde og mine forældre trøstede mig. Min far ringede til min kæreste og sagde at han skulle aflyse den auktion, der skulle være den efterfølgende dag, for det var slet ikke som vi havde forventet. Vi var alle 3 målløse over, at vi havde forstået SÅ forkert på den læge vi havde talt med dagen forinden. Jeg kan huske at jeg flere gange sagde, at det slet ikke var det, jeg havde fået at vide. Det var til dags dato den værste dag i mit liv!

Jeg skulle så igennem diverse undersøgelser. Min far tog med og holdte mig i hånden da jeg skulle have lavet knoglemarvs- og rygmarvsprøverne. Under knoglemarsprøven sad en sød sygeplejerske ved siden af mig. På et tidspunkt, da det gjorde ret ondt, sagde hun: “Prøv at trække vejret helt ned i maven og pust langsomt ud”. Jeg begyndte at grine, for det kunne have været mine egne ord på en fødestue. Rygmarvsprøven var lige bagefter og jeg skulle sidde ligesom mine egne patienter skal sidde, når de skal have en epidural-blokade, men det var faktisk sværere end jeg havde forestillet mig. Og jeg havde ikke engang en gravide mave foran at bøvle med. Men det lykkedes og lægen, der fortog prøverne, talte dråber. Der skal åbenbart en bestemt antal til sådan en undersøgelse af rygmarven.

Herefter skulle jeg ligge ned fladt på ryggen i 2 timer, for ikke at få spinalhovedpine. Og jeg havde set patienter med denne hovedpine før, så jeg fulgte troligt lægens henvisning til at ligge stille. Men så kom en portør, for at hente mig. Jeg skulle i MR-scanneren nu. Jeg ville gerne have haft en af mine forældre med, men det kunne jeg ikke få, for portøren havde travlt. Jeg blev faktisk ret sur! Mangel på situationsfornemmelse havde jeg faktisk ikke oplevet før! Jeg var så bange og havde bare brug for min familie tæt på hele tiden! Også selvom han ikke have et minut ekstra. Men jeg kom i MR-scanneren og skulle så have en maske over ansigtet. Jeg har mega klaustrofobi i forvejen når jeg er i en MR, da der bar slet ikke er plads i den scanner og så skulle jeg oveni have den her maske på! Nå, men jeg tog mig virkelig sammen og lukkede bare øjnene imens scanningen foregik. Jeg tænkte hele tiden samme tanke: “Der er ikke noget i min hjerne, der er ikke noget i min hjerne, der er ikke noget i min hjerne”. Osv i 30 min.

Da scanningen var slut kom jeg tilbage til afdelingen. Her var lægen kommet i tanken om, at jeg skulle have ultralydsscannet mit hjerte, for der var jo væske ved det og så skulle det lige tjekkes, at mit hjerte kunne tåle den kemo, som de havde tænkt sig at give mig. Jeg syntes det blev ved med at vælte ind over mig med undersøgelser og prøver og jeg havde endnu ikke fået tilbudt noget at spise, selvom klokken var langt over middagstid. Jeg blev kørt op på hjerteambulatoriet  igen alene, og blev mødt af en kvindelig læge. Her blev jeg bedt om at tage min trøje af og lægge mig på briksen. Jeg lagde mig ned og hun begyndte at scanne mig. Hun sagde ingenting om mit hjerte i meget lang tid, hun havde i stedet travlt med at fortælle mig, hvor synd det var for mig det jeg skulle igennem og hvor hårdt det ville blive. Det var bare det sidste, jeg havde brug for. Jeg havde brug for at få at vide, at mit hjerte var super duper top stand og kunne tåle al kemo i verden. Pludselig skulle hun have en “ældre” kollega til at kigge med på billederne fra scanningen og det gjorde mig bare endnu mere nervøs. Jeg blev dog til sidst frikendt og fik at vide, at jeg gerne måtte få behandlingen. PYYYYH!!!

Fortsættelse følger..

Knæk Cancer!!!

Knæk Cancer indsamling💪

Knæk Cancer indsamling💪

 

Denne uge er lidt speciel.. Den er dedikeret til kampen mod kræft. TV2 og Kræftens Bekæmpelse har i samarbejde lavet den tilbagevendende indsamling “Knæk Cancer”. Jeg blev, for et par uger siden, kontaktet af  en journalist fra TV2 Nyhederne, som var faldet over min blog. Hun skrev først, at hun havde læst den, og var imponeret over, at jeg lagde noget knap så pænt, som sygdommen jo er, på de sociale medier. Normalt er Facebook, Instagram, og you name it, jo et sted hvor folk oploader meget pæne billeder, eksempelvis af aftensmaden, som lige ser ekstra lækker ud, eller et selfie hvor håret sidder ekstra godt. Og jeg må indrømme, at jeg selv har brugt det sådan.. MEN! Jeg har også valgt af afvige lidt derfra og bl.a. lagt min historie op på denne blog.

Som sådan har jeg ikke bevidst valgt, at jeg skriver om en ikke så “pæn” side af livet. Jeg har valgt at gøre det, af lidt egoistiske grunde, nemlig med håbet om, at det at skrive min historie ned, kan hjælpe mig selv med, at bearbejde det sidste halve år af mit liv. Selvfølgelig har jeg tænkt på, at nogle folk kunne mene, at det er forkert at gøre det på denne måde, og at jeg kunne risikere kritik af, at dele noget så personligt, men for mig er det helt rigtigt. Jeg får gennemgået episoder, som jeg på tidspunktet hvor det foregik, ikke havde overskud til at forholde mig til, da det på dét tidspunkt kun handlede om, at overleve det groteske. Derudover kunne det være, at andre, i samme situation som jeg selv, kunne bruge mine oplevelser og overvejelser til noget -det ville være fantastisk!

Selvfølgelig er jeg meget, meget glad for de positive henvendelser jeg har fået med baggrund i bloggen, så det gør jo bare lysten til at skrive endnu større! Det er fedt, at i følger med, og jeg glæder mig til, at skrive hver enkel del af min historie.

Journalisten fra TV2 spurgte mig, om jeg havde lyst til, at være med i et indslag i Nyhederne, og fortælle lidt om, hvordan jeg har valgt at tackle min sygdom. Det sagde jeg selvfølgelig ja til. Jeg synes nemlig, det er vigtigt, at være åben om sygdommen, da dette kan gøre mange ting lettere.  Og så vil jeg selvfølgelig gerne være med til at støtte indsamlingen! Så tjek 19-Nyhederne i aften på TV2!

Og HUSK at støtte indsamlingen! (evt. den ovenstående)😉

Kh Pernille Broe

 

Min Historie 5. del -at vente på svar

Udsnit af min Facebook-opdatering den dag jeg fik diagnosen lymfekræft😷

Udsnit af min Facebook-opdatering den dag jeg fik diagnosen lymfekræft😷

 

Tålmodighed er ikke altid min stærkeste side, og især ikke når ventetiden ikke fører noget godt med sig. Til gengæld er jeg helt ufatteligt tålmodig, når jeg er på job, for der fører min tålmodighed ofte til, at en fødsel får lov til, at udvikle sig naturligt, hvilket jo er en af mine forenemmeste opgaver som jordemoder.

Men jeg måtte jo, efter operationen, vente i minimum 5 hverdage, før der var et endeligt svar på alle mine undersøgelser, og før der var nogen, der tog stilling til, hvad der herfra skulle ske med mig. Grunden til dette var, at biopsien skulle undersøges grundigt, for at man kunne finde ud af helt præcis hvilken type celler der var tale om, og dermed hvilken behandling jeg skulle have.

Et par dage efter, at operationen var veloverstået, syntes jeg at mit ar var hævet, men det var svært for mig rigtigt at se, da jeg kun kunne kigge i et spejl. Jeg var nok også lidt ekstra opmærksom og bekymret fordi jeg var i en meget sårbar situation. Jeg havde derfor behov for, at få en anden til at kigge på det. Men jeg orkede ikke, at tage ned til min egen læge, eller til at tage ned til nogen som helst anden læge.. Det var så rart at have fri for dem! Jeg ringede derfor til min kærestes kusine “Sara”, som var sygeplejerskestuderende og som jeg havde arbejdet sammen med på Barselsgangen i sommerferien året forinden. Jeg vidste, at hun kunne sit kram, og at vi også kunne hygge os, samtidig med at hun kiggede på mit ar. Sara var heldigvis hjemme den dag, hun havde også tid til at kigge på mig, og ikke mindst tid til at hygge bagefter. Sara syntes heldigvis, at det hele så fint ud, så jeg kunne slappe af og lægge den bekymring fra mig. Det var meget befriende, at komme hjem til Sara og sidde og snakke, lidt om mit udredningsforløb, men især om alt andet end det, som Sara, der var igang med en skriftlig opgave på studiet. For første gang i meget lang tid syntes jeg, st det var hyggeligt at tale om videnskabsteori, opgaveskrivning og metoder.

Jeg var klar over, at jeg ikke ville få svar, før der var gået en uge, og selvom det føltes som en uendelighed, så kunne jeg alligevel bruge tiden på, at gøre nogle gode ting for mig selv. Bl.a. at gøre noget så normalt, som at drikke den tilbagevendende mandagskaffe på stamcaféen sammen med min dejlige veninde “Trine”. Vi har drukket kaffe næsten hver mandag i lang tid, og det er skønt at mødes og drøfte verdenssituationen over en kop dampende varm kaffe i hyggelige omgivelser. Jeg elskede og elsker stadig de mandage!! Her talte vi selvfølgelig om min situation, men også om andre meget vigtige ting, som hvilket nyt tørklæde, vi bare måtte eje. Trine var en af de første jeg ringede til, da jeg fik at vide, at jeg nok havde kræft og jeg glemmer aldrig den samtale! Havde slet ikke regnet med, at både hun og jeg ville græde så meget!! Men selvom det ikke var rart, at fortælle en veninde, at man sandsynligvis var alvorligt syg, så var hendes støtte og reaktion altsigende, hun var der for mig!!!

Dagene gik, og det blev tirsdag. Jeg sad denne formiddag i min sofa og så lidt fjernsyn. Jeg havde taget det absolut mest afslappende tøj, som jeg ejer på, og jeg havde bare behov for at være mig selv. Jeg kan huske at jeg tænkte på, at jeg den efterfølgende dag skulle have svar på alle undersøgelser, og det gjorde at jeg havde svært ved at koncentrere mig om, hvad jeg egentlig så i tv’et -det blev bare til støj i baggrunden. Pludselig ringede min telefon. Det var hemmeligt nummer. Jeg har lidt dårlige erfaringer med når det er et “hemmeligt nummer” der ringer, da det plejer at være en lidt for frisk sælger, der vil sælge mig et eller andet abonnement, i den anden ende af røret. Af en eller anden grund tog jeg denne dag telefonen alligevel, hvilket jeg ikke plejer at gøre. Det var en læge fra lungemedicinsk afdeling. Hun spurgte om jeg ville have svaret på undersøgelserne i dag, for så kunne det blive over telefonen. Det ville jeg gerne, men jeg ville først have samlet min familie, for at de kunne høre med, og så de evt. kunne skrive lidt ned for mig under samtalen. Jeg aftalte med lægen, at jeg ville ringe tilbage til et nummer, som hun gav mig, efter ca en time. Så jeg ringede til min far og min kæreste, som begge tog hjem fra arbejde, for at være med til samtalen.

Jeg havde samlet hele familien. Min far sad ved siden af mig klar med en blok og kuglepen, min mor sad i en stol overfor og min kæreste sad i en stol tæt ved et vindue. Jeg tror vi alle var ret nervøse, men vi havde allesammen brug for afklaring, efter 20 dage i uvished. Jeg ringede op til nummeret, og fik fat i en sekretær, hun stillede mig videre og jeg fik fat i lægen. Jeg kan huske at jeg sagde til hende, at jeg havde samlet min familie og at hun under samtalen ville være sat på højtaler, så de andre kunne høre med.

Så kom den besked som jeg et eller andet sted godt vidste jeg skulle have. Jeg havde kræft, mere præcist havde jeg lymfekræft. Jeg var faktisk overrasket over hvor afklaret jeg var, da jeg fik den besked! Jeg græd ikke engang! Jeg spurgte lidt ind til, hvad min diagnose helt præcist hed og hun fortalte at det hed diffust storcellet b-celle lymfom (DSB- Lymfom). Jeg var selvfølgelig meget nysgerrig efter at vide, hvor udbredt sygdommen var, og spurgte derfor om det havde bredt sig. Lægen svarede at der var flere lymfer, i samme område i brystkassen, der lyste op på PET-scanningen, og udfra denne udtalelse, kom jeg så selv frem til at sygdommen nok højst var på stadie 2. Jeg var derfor meget fortrøstningsfuld og faktisk lettet over, at det ikke havde spredt sig. Jeg gav min familie lov til, at stille de spørgsmål til lægen som de evt. måtte have. Herefter fik jeg at vide, at jeg nu ville være hæmatologisk afdelings patient og at jeg i løb af kort tid, ville blive ringet op af en sekretær fra denne afdeling. Jeg skulle nemlig have en dato for, hvornår jeg skulle til samtale om hvilken behandling jeg skulle have. Jeg fik ligeledes at vide, at hun ikke vidste om jeg skulle behandles i Odense eller i Åbenrå hvortil jeg huske at jeg sagde, at geografi for mig var ligegyldigt, men at jeg bare ville behandles, der hvor de var bedst til det! Jeg sagde farvel til lægen og lagde på. Jeg lagde mit hovede i hænderne og kom reaktionen. Jeg græd! Det samme gjorde min mor og min kæreste. Men jeg græd ikke ret længe, for hvad ville det egentlig hjælpe? Jeg var ret sikker på, at det i hvert fald ikke gjorde situationen bedre, at have ondt af mig selv.

Jeg blev, efter lidt tid, ringet op af en sød sekretær, som havde en tid til mig den efterfølgende dag kl. 11. Jeg skulle møde op på afdeling x3 på OUH, hvor jeg skulle til en samtale med en læge, der skulle informere mig om den behandling de havde planlagt for mig.

Efter jeg havde lagt på, valgte jeg at skrive en opdatering omkring min situation på Facebook. Nogle ville måske synes at det var for privat til fjæsen, men for mig var det den nemmeste måde, at informere mange på én gang. Jeg orkede ikke at skulle fortælle at jeg havde fået kræft 100 gange, og det kunne jeg undgå på denne måde. Jeg fik ikke ret mange “likes” på opslaget, men tog nu heller ikke de ganske få jeg fik, som at de syntes det var fedt, at jeg havde fået kræft. Jeg tog det som, at de syntes det var fedt at jeg skrev åbent om det. Jeg fik en masse beskeder, både private, som offentlige og det varmede at mærke en stor opbakning fra mit bagland. Både dem jeg havde tæt på, men også dem lidt længere ude.

Den aften tog jeg, inden jeg skulle i seng, en sovepille, som jeg havde fået udleveret tidligere i forløbet. Jeg var bange for, at jeg ikke kunne falde i søvn, med de mange tanker, der kørte rundt i mit hovede. Pillen hjalp og jeg sov tungt! Jeg vidste selvfølgelig heller ikke hvilket mareridt, der ventede mig den efterfølgende dag..

 

Fotsættelse følger..

 

 

Min Historie 4. del -Operationen

Arret 2 dage efter operationen😷

Arret 2 dage efter operationen😷

Når jeg lige nu tænker tilbage på mit udredningsforløb, så husker jeg det som helt utroligt frustrerende og langt..

Jeg havde fået foretaget en finnålsbiopsi, som lægerne egentlig ikke troede på ville give det resultat, som jeg havde brug for, nemlig at der var væv nok i prøven, til at der kunne stilles en diagnose. Jeg blev ringet op dagen efter indgrebet, og fik det svar, som lægerne havde stillet mig i udsigt -biopsien var mislykket. Jeg blev blev irriteret, men jeg havde på den anden side også forberedt mig selv på, at det nok var udfaldet. Lægen i telefonen fortalte, at de så i stedet var nødt til, at lave et kirugerisk indgreb, og at der var afsat en tid til mig den efterfølgende morgen. De ville herudover gerne have, at jeg mødte op på afdelingen samme aften, så jeg kunne blive indlagt og gjort klar til operationen den efterfølgende morgen. Så jeg satte “apparatet” igang. Min mor fik pakket sine ting og jeg fik pakket mine, så vi kunne komme over på et værelse på patienthotellet.

Jeg havde dagen før været i Kolding Storcenter, for at købe mig en ny taske, som jeg kunne bruge til det her sygehusrenderi.. For jeg ville have mit eget tøj med, og kun have sygehusets tøj på, når det var absolut nødvendigt.. Ved at have mit eget tøj på, følte jeg mig nemlig lidt mere som sig selv, og “skiltede” ikke på samme måde med, at jeg var patient. PATIENT.. Det havde altid været et ord, jeg havde brugt om andre.. Mine egne patienter som JEG hjalp, men nu var det mig der skulle hjælpes, og jeg måtte lægge noget af min skæbne i andres hænder.. Nu var det mig, der skulle gå rundt med et armbånd om håndleddet med stregkoder, cpr-nummer, navn og henvisning til hvilken afdeling jeg hørte til, -hvis jeg nu skulle have glemt det..

Jeg glemte det bestemt ikke!

Jeg mødte op på lungemedicinsk afdeling, for at aftale med afdelingen, hvad tid jeg skulle være der næste morgen, samt for at få informationer om, hvordan operationen skulle foregå. Jeg blev mødt af en sygeplejerske, der kunne fortælle, at jeg skulle faste fra kl. 24 og at jeg måtte drikke flydende væsker, men ingen mælkeprodukter, indtil kl. 6 om morgenen og jeg at jeg skulle være i afdelingen kl.8. Resten af informationerne skulle jeg have af en læge. Jeg satte mig ud på gangen og ventede på, at lægen ville komme. Her observerede jeg hvor syge mennesker der egentlig er på sådan en lungemedicinsk afdeling. Et par stuer var markerede med gule skilte, hvor der stod “isolation”, og fra andre stuer kunne man høre iltaparater eller CPAP-maskiner(CPAP er en maskine, der hjælper folk med vejrtrækningsbesvær til at få en lettere vejrtrækning), der har en meget karakteristisk pibende lyd. Og de patienter jeg så på gangen, lignede bestemt ikke nogen, der havde det godt! Jeg kunne slet ikke identificere mig med dem. Så syg var jeg jo ikke!

Endelig kom lægen og hentede mig! Jeg kom ind på et kontor og skulle så have informationer om det indgreb jeg skulle have foretaget den efterfølgende dag. Problemet var bare, at han faktisk ikke vidste ret meget, men kunne sige hvordan han mente de ville få den vævsprøve ud, som jeg var så afhængig af. Jeg gik fra samtalen med en, på godt jysk, træls oplevelse af, at jeg faktisk ikke vidste hvad jeg præcist skulle igennem dagen efter. Heldigvis vidste jeg hvad det ville sige, at komme i fuld narkose og at jeg skulle faste til dagen efter.. Men derudover følte jeg ikke, jeg vidste noget! Måske er det fordi jeg er vandt til at være den, der ved alt hvad der skal ske -og hvad der kan ske.. Det var en meget ny og frustrerende situation at være i, men jeg affandt mig med det..

Senere samme aften mødtes min mor og jeg med min svigermor og hendes mand, som også var indlagt, da han skulle have en bypass, samme dag som jeg skulle opereres. Vi drak kaffe og hyggede os, så meget som vi nu kunne i den situation. Bagefter gik vi op på værelset og så fjernsyn, for ikke at tænke for meget på den kommende dag. Min mor havde bagt boller, og jeg holdt mig vågen til kl. 23.30, for at kunne spise én, da det ville være mit sidste måltid i mange timer..

Vækkeuret ringede omkring kl. 05.30 den morgen, så jeg kunne komme op og få lidt at drikke, inden det var for sent. Jeg lagde mig dog til at sove en halv times tid mere, for jeg vidste, at jeg ville gøre mig selv mere nervøs, ved at stå op for tidligt.

Kl. 6 stod jeg op og gik i bad, vaskede mit lange, mørke hår og børstede tænder. Min mor og jeg gik herefter op på afdelingen, hvor der stod en seng og ventede på mig. Eller det vil sige, der stod en uredt seng og ventede på at blive redt. Jeg blev henvist til en stol, hvor min mor og jeg kunne vente på at sengen skulle redes. Jeg fik herefter udleveret det flotte hospitalstøj, som åbenbart ikke fås i andet end str. KÆMPE. Jeg var klar til at blive hentet ned til operationen, men sygeplejerskerne havde travlt og pludselig stod potøren der. Jeg måtte derfor hjælpe sygeplejersken med at få redt min seng, så jeg kunne blive kørt afsted på den rullende madras.

Min mor fik lov til at gå med ned til operationsgangen og gik derefter op og fik morgenmad. Jeg blev kørt ned til en gang, hvor der udenfor stod et skilt “kar- og thoraxkirugerisk operationsgang”. Jeg kom til at tænke på Bjarne som skulle opereres samme sted senere på dagen, og sendte ham en masse positiv energi. Hans operation var jo alligevel noget større end min. Jeg blev kørt lidt videre og pludselig stoppede den rullende madras. Jeg kunne se, at vi var udenfor en operationsstue. Det så ret nyt ud i forhold til de operationsstuer jeg var vandt til fra min hverdag som jordemoder, men ellers var alle procedure stort set de samme. Der kom en ung anæstesisygeplejerske ud til mig. Jeg kan huske at hendes  ansigt gjorde mig rolig! Hun havde tatoveringer op ad armen, men derudover lignede hun pga hendes fine fregner, en jordemoder jeg havde læst sammen med og dét, gjorde mig tryg.

Hun lagde en venflon (det velkendte drop) i min ene hånd. Det var ikke super behageligt at have den liggende, men den skulle jo ligesom være der, og efter lidt tid ville jeg jo alligevel ikke bemærke den. Herefter kom den overlæge, der skulle operere mig. Han havde iført sig maske og hat, så jeg kunne egentlig ikke se, hvordan han så ud. Han fortalte, at han havde læst, at jeg havde fået information om indgrebet fra en læge dagen forinden. Jeg valgte at lyve og bekræftede hans information. Jeg orkede simpelthen ikke at skulle informeres nu 2 sekunder inden operationen! Det kan godt lyde lidt dumt, men jeg var nervøs nok i forvejen. Så jeg gik ind på operationsstuen absolut dårligt informeret, og men dette var nu lidt min egen skyld. Jeg lagde mig op på operatinslejet, blev spurgt om hvilket indgreb jeg skulle have lavet,(pga patientsikkerhed, ikke fordi de ikke vidste det)og fik en maske over næse og mund. Den søde anæstesisygeplejerske sagde til mig, at jeg skulle trække vejret og tælle til 10. Jeg begyndte at tælle, og var lige ved at falde hen flere gange, men jeg VILLE bare ikke give mig hen. Til sidst kunne jeg dog ikke modstå medicinen længere, og jeg faldt i en dyb søvn.

En time senere vågnede jeg på opvågningen til noget dejligt afslappende og behagelig musik. Sådan noget musik, som man hører hos massøren eller til ansigtsbehandlinger. Jeg husker ikke meget andet derfra, men dog alligevel, at jeg fik en Filur-is og at min mor kom ind til mig. Jeg kan også helt svagt huske, at lægen kom ind og fortalte, at operationen var gået som forventet og at de havde fået en god vævsprøve ud.

Da jeg var vågen nok til det, blev jeg kørt tilbage på afdelingen, hvor jeg skulle vente nogle timer, før jeg igen kunne tage hjem og vente på resultatet. Jeg havde jo oprindeligt fået en svardato, men den blev nu rykket, fordi forløbet var trukket ud pga den mislykkede biopsi. Jeg skulle derfor først forvente at få svar en uge efter. En uge!!! Men jeg vidste jo godt, at undersøgelser i et laboratorie, tager den tid de tager, så de stakkels læger, kunne jo ikke gøre mere end de gjorde.. Til gengæld bandede jeg langt væk, at patologerne åbenbart ikke “har åbent” i weekenderne, hvilket lagde 2 ekstra dage til mit forløb.

Fortsættelse følger..

 

 

 

Min Historie 3. del – OUH

Lidt forårstegn fra turen i Den Fynske Landsby🌸

Lidt forårstegn fra turen i Den Fynske Landsby🌸

 

 

Jeg husker tydeligt det allerførste møde med lungemedicinsk afdeling i Odense! Der var gået en lille uge, hvor jeg havde haft fri fra sygehuse, og læger der sagde, at jeg sandsynligvis havde kræft. Og selvom man skulle tro, at det havde været dejligt, så var det faktisk det stik modsatte! Det var forfærdeligt!!! Jeg ville egentlig bare gerne vide hvad jeg fejlede, hvad det var, de her læger kunne se på scanningen -og det kunne kun gå for langsomt. Og så alligevel ikke.. Det var MEGET ambivalent, for jeg ville gerne hurtigt igang med en behandling, hvis det var nødvendigt, men jeg ville, logisk nok, ikke gerne have, at vide at jeg var syg.

Jeg mødte op på lungemedicinsk afdeling og blev henvist til et samtalerum, hvor jeg skulle vente på en læge. Jeg husker ventetiden som enormt lang, men i virkeligheden kan det godt være, at det kun var en halv times tid jeg ventede -jeg ved det ikke? Jeg havde, som de andre gange, min fantastiske mor med, for det er altid rart at have et ekstra sæt ører med og en varm hånd at holde i. Jeg har virkelig fundet ud af, at man hører forskelligt til sådanne samtaler!

Døren gik op til samtalerummet.. Det var ikke lægen, men sygeplejersken, der lige skulle huske at måle mit blodtryk.. Det lå lidt højt, ca. 145/90 puls 105, men jeg var på det tidspunkt også meget nervøs, for den samtale jeg ventede på -så det var nok det klassiske “White Coat Syndrome”. Det har jeg haft før, og mit blodtryk plejer at falde igen efter lidt tid.. Det er egentlig lidt sjovt, at jeg som plejer at stå på den anden side, pludselig får højere blodtryk, af at sidde på den “forkerte” side af bordet. Nå, men fordi mit blodtryk og min puls lå lidt højt, skulle jeg have lavet endnu et EKG (ekkokardiogram). Der kom hurtigt en sød, ung bioanalytiker, for at lave dette EKG, MEN der var ingen seng i det rum, som jeg sad i.. Vi blev derfor nødt til at finde en seng og nørkle den ind på stuen, hvilket ikke var helt let. Jeg kan ikke huske om EKG-et var normalt, men det kan jeg næsten ikke tro at det var.. (Grunden til det får i senere..)

Endelig kom lægen, som jeg havde ventet på. Det var en ret underlig samtale, for på den ene side kunne jeg ikke vente på, at høre hvad hun havde at fortælle, men på den anden side havde jeg lyst til, at tage mine ting og løbe langt væk! Jeg var dog klar over, at det sidste ikke ville føre noget godt med sig, så jeg måtte tage mig sammen og blive. Lægen startede med at præsentere sig selv, lyttede på mine lunger og bestilte blodprøver. Imens hun lyttede på mine lunger, blev hun meget opmærksom på mine modermærker. Jeg har ret mange af dem, så jeg forstod hende godt. Hun spurgte, om jeg havde fået dem tjekket. Det kunne jeg sige ja til. -når man har så mange og så store modermærker som jeg, er det simpelthen en nødvendighed, at være ekstra opmærksom. Hun tog efterfølgende en masse nye pjecer frem. “Åh nej” var min første tanke.. Jeg orkede ikke at skulle informeres igennem pjecer! Men det var for en gangs skyld ikke det de blev brugt til! De var kun et supplement.. Lægen fremlagde min plan, som indeholdt PET-CT-scanning og biopsi, og jeg ville få det endelige svar på alle undersøgelser efter 10 dage.. Jeg syntes det var rart, nu at have en dato at forholde sig til! Jeg kom efter samtalen med lægen igen til at tale med en sygeplejerske, som spurgte om jeg havde nogle spørgsmål til de ting, der skulle ske.. Jeg var meget energisk for at få at vide om jeg kunne få lov til at være på patienthotellet, i stedet for på lungemedicinsk afdeling. Det kunne jeg, og jeg kunne endda få en opredning til min mor -mod betaling naturligvis, men det var rart, at jeg ikke skulle være alene.

Vi blev indkvarteret på patienthotellet og fik pakket vores ting ud.. Det var et fint værelse med eget bad og toilet, TV og WIFI, så vi manglede på den måde ikke noget.. Og dog! Jeg savnede min hund “Arne” og min kæreste “Peder”, men Peder var ikke god til sygehuse (han fik det fysisk dårligt af at være der) og Arne måtte af gode grunde ikke komme med. Vi spiste aftensmad i patienthotellets café og jeg var overrasket over, at man kunne få så god mad på et hospital! Det var mit sidste rigtige måltid inden jeg skulle faste til næste morgen. Jeg skulle nemlig i PET-scanneren og til den scanning skal man faste. En   PET-scanning foregår på den måde, at man får noget radioaktivt sukkerstof (sporstof) sprøjtet ind i en blodåre i armen ca. en time inden man skal scannes. De fleste kræftceller spiser mere sukker end raske celler, da de skal bruge mere energi på at dele sig. Derved vil de områder med kræftceller lyse op på scanningsbilledet. (Correct me if I’m wrong!) Derfor skal man have et stabilt blodsukker, (derfor faste) når sukkerstoffet sprøjtes ind, så man ikke får falsk positive scanninger. Læs mere om PET-CT scanninger på:

https://www.cancer.dk/hjaelp-viden/undersoegelser-for-kraeft/scanninger-billedundersoegelser/pet-ct-scanning/

Dagen kom og jeg skulle scannes. Jeg mødte op på lungemedicinsk afdeling, for det havde jeg fået besked på. Her blev jeg henvist til en stue, hvor jeg skulle iføres patienttøj og ligge mig i sengen under dynen. Det er nemlig sådan, at når man er under 30 år, så har man det, der hedder brunt fedt, der hvis det “aktiveres” (hvis man er kold eller fryser) kan lyse op på scanningen. Så jeg fik 2 dyner over mig og ventede på at jeg blev hentet af en portør. For en gangs skyld, skete det ON TIME!

Jeg blev rullet ned på nuklearmedicinsk afdelingen, som ligger nede i kælderen, så der er virkelig “hyggeligt”. Nå, men min seng blev stillet på gangen og jeg blev herfra fulgt ind på et leje, hvor jeg skulle have sukkerstoffet. Herefter skulle jeg ligge stille i 40 min, og så drikke 2 store glas vand. Herefter skal man gå ud og tisse -ved faktisk ikke hvorfor, og så kommer man ind i scanneren. Her mødte jeg så verdens mest fortravlede Radiograf. Hun havde knap tid til at høre, at jeg var nervøs og at jeg gerne ville høre den her CD med Katie Melua, for at berolige mig selv lidt.. Men selvom hun havde travlt og knap hørte hvad jeg sagde, så fik jeg da musik under min scanning imens jeg lå på et stift bræt med lukkede øjne og bad til en eller anden om at der ikke ville være noget på scanningen. Det tog ca en halv time og så var jeg ude af scanneren igen. Og så skulle min mor og jeg bare have resten af dagen til at gå, så vi tog ned i Odense midtby og vinduesshoppede.

Den efterfølgende dag, var det tid til at jeg skulle have lavet en biopsi (en vævsprøve) af den tumor de havde opdaget på CT-scanneren. Det skulle foregå på lungemedicinsk ambulatorie. Her blev jeg først mødt af en sygeplejerske, der skulle lægge en venflon (et lille plasticrør i en blodåre) i min hånd og foretage bl.a. en test af min lungefunktion. Min lungefunktion var på 84% af hvad man kunne forvente for min alder -hvilket jeg syntes var meget godt taget i betragtning, at jeg havde lungebetændelse på det tidspunkt.. Derefter skulle jeg ind og ultralydsscannes af en læge. Ultralydsscanningen skulle hjælpe ham til at finde ud af i hvilken vinkel og hvor præcist i indstiksstedet til grovnålen skulle være. Til denne scanning skulle jeg ligge på en briks med bar overkrop og så bruger de et, for mig, velkendt apparat -en ultralydsscanner. Så jeg lå på briksen og fik området omkring mit venstre kraveben smurt ind i KOLD gel. Og jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at kigge på scanningsbilledet, som med det samme viser sig på skærmen. Lægen sad længe der i mørket og prøvede at scanne fra flere vinkler. Til sidst sagde han, at han ville hente en kollega, for at han kunne hjælpe med at scanne videre, for han var i tvivl om, om han turde prøve at tage den biopsi. Der lå åbenbart en stor blodåre i vejen. Det viser sig, at den kollega, som han skulle have fat i, ikke var i afdelingen, da han havde et sygt barn derhjemme, men havde tilbudt at han kunne komme, hvis de havde problemer med mig. Så føler man sig alligevel lidt særlig, når en læge ligefrem tilbyder at komme, selvom han holder barnets 1. sygedag. Så der blev ringet til den flinke læge, men han tog desværre ikke telefonen.. Da det var fredag og ambulatoriet ikke har åbent i weekenderne, måtte de derfor udsætte min biopsi til om mandagen, hvor den flinke læge skulle være tilbage på arbejde.

Jeg blev selvfølgelig skuffet over, at de ikke kunne lave biopsien, nu hvor jeg havde sat mig selv op til det. Det er jo ikke fordi det er en dejlig wellness-behandling man venter på, så jeg havde selvfølgelig været nervøs. Men de skulle selvfølgelig ikke stikke, hvis de ikke mente at DE kunne..

Weekenden gik hjemme på orlov og min mor og jeg vendte tilbage søndag aften, så jeg kunne være på ambulatoriet tidligt næste morgen. Søndag eftermiddag lavede vi turen til Odense til en familietur og tog i “Den Fynske Landsby”, som virkelig kan anbefales om foråret, da der er masser af dyreunger på dette tidspunkt.

Det blev mandag morgen og jeg skulle denne gang møde den flinke læge. Jeg kom igen på briksen i bar overkrop og med hjertet siddende helt oppe i halsen. Jeg blev igen ismurt KOLD gel og igen tog det lang tid at scanne mig. Tumoren havde åbenbart valgt at placere sig et vanskeligt sted i forhold til at tage en grovnålsbiopsi. Jeg blev derfor informeret om, at de i stedet ville prøve med en finnålsbiopsi. Jeg spurgte selvfølgelig hvad forskellen var og svaret var, at der ikke kunne tages så meget væv ud ved en finnålsbiopsi og at sandsynligheden for, at der var væv nok til en diagnose, ikke var stor.”HURRA, jamen så stik da i mig 4 gange, selvom du ikke tror på det” sagde jeg IKKE højt. Men alternativet var en kirugerisk biopsi i fuld narkose og da der jo altid er risici ved, narkosen, ville de alligevel foretage biopsien med en fin nål og håbe, at det var nok. Jeg gjorde overlægen opmærksom på, at jeg snart havde brug for afklaring, så hvis der ikke var væv nok i den prøve de fik ud, ville jeg opereres så hurtigt som muligt. Det gik de heldigvis med til. Jeg blev lagt i en “rus” og herefter tog de finnålsbiopsien fra 4 forskellige vinkler. Jeg skulle efterfølgende blive på afdelingen et par timer til observation. De skulle være sikre på jeg ikke havde en punkteret lunge eller blødning. Jeg fik herefter lov til at tage hjem og vente på en besked om, om de kunne stille en diagnose ud fra biopsien eller ej..

 

Fortsættelse følger..