Min Historie 3. del - OUH

Min Historie 4. del -Operationen

Arret 2 dage efter operationen😷

Arret 2 dage efter operationen😷

Når jeg lige nu tænker tilbage på mit udredningsforløb, så husker jeg det som helt utroligt frustrerende og langt..

Jeg havde fået foretaget en finnålsbiopsi, som lægerne egentlig ikke troede på ville give det resultat, som jeg havde brug for, nemlig at der var væv nok i prøven, til at der kunne stilles en diagnose. Jeg blev ringet op dagen efter indgrebet, og fik det svar, som lægerne havde stillet mig i udsigt -biopsien var mislykket. Jeg blev blev irriteret, men jeg havde på den anden side også forberedt mig selv på, at det nok var udfaldet. Lægen i telefonen fortalte, at de så i stedet var nødt til, at lave et kirugerisk indgreb, og at der var afsat en tid til mig den efterfølgende morgen. De ville herudover gerne have, at jeg mødte op på afdelingen samme aften, så jeg kunne blive indlagt og gjort klar til operationen den efterfølgende morgen. Så jeg satte “apparatet” igang. Min mor fik pakket sine ting og jeg fik pakket mine, så vi kunne komme over på et værelse på patienthotellet.

Jeg havde dagen før været i Kolding Storcenter, for at købe mig en ny taske, som jeg kunne bruge til det her sygehusrenderi.. For jeg ville have mit eget tøj med, og kun have sygehusets tøj på, når det var absolut nødvendigt.. Ved at have mit eget tøj på, følte jeg mig nemlig lidt mere som sig selv, og “skiltede” ikke på samme måde med, at jeg var patient. PATIENT.. Det havde altid været et ord, jeg havde brugt om andre.. Mine egne patienter som JEG hjalp, men nu var det mig der skulle hjælpes, og jeg måtte lægge noget af min skæbne i andres hænder.. Nu var det mig, der skulle gå rundt med et armbånd om håndleddet med stregkoder, cpr-nummer, navn og henvisning til hvilken afdeling jeg hørte til, -hvis jeg nu skulle have glemt det..

Jeg glemte det bestemt ikke!

Jeg mødte op på lungemedicinsk afdeling, for at aftale med afdelingen, hvad tid jeg skulle være der næste morgen, samt for at få informationer om, hvordan operationen skulle foregå. Jeg blev mødt af en sygeplejerske, der kunne fortælle, at jeg skulle faste fra kl. 24 og at jeg måtte drikke flydende væsker, men ingen mælkeprodukter, indtil kl. 6 om morgenen og jeg at jeg skulle være i afdelingen kl.8. Resten af informationerne skulle jeg have af en læge. Jeg satte mig ud på gangen og ventede på, at lægen ville komme. Her observerede jeg hvor syge mennesker der egentlig er på sådan en lungemedicinsk afdeling. Et par stuer var markerede med gule skilte, hvor der stod “isolation”, og fra andre stuer kunne man høre iltaparater eller CPAP-maskiner(CPAP er en maskine, der hjælper folk med vejrtrækningsbesvær til at få en lettere vejrtrækning), der har en meget karakteristisk pibende lyd. Og de patienter jeg så på gangen, lignede bestemt ikke nogen, der havde det godt! Jeg kunne slet ikke identificere mig med dem. Så syg var jeg jo ikke!

Endelig kom lægen og hentede mig! Jeg kom ind på et kontor og skulle så have informationer om det indgreb jeg skulle have foretaget den efterfølgende dag. Problemet var bare, at han faktisk ikke vidste ret meget, men kunne sige hvordan han mente de ville få den vævsprøve ud, som jeg var så afhængig af. Jeg gik fra samtalen med en, på godt jysk, træls oplevelse af, at jeg faktisk ikke vidste hvad jeg præcist skulle igennem dagen efter. Heldigvis vidste jeg hvad det ville sige, at komme i fuld narkose og at jeg skulle faste til dagen efter.. Men derudover følte jeg ikke, jeg vidste noget! Måske er det fordi jeg er vandt til at være den, der ved alt hvad der skal ske -og hvad der kan ske.. Det var en meget ny og frustrerende situation at være i, men jeg affandt mig med det..

Senere samme aften mødtes min mor og jeg med min svigermor og hendes mand, som også var indlagt, da han skulle have en bypass, samme dag som jeg skulle opereres. Vi drak kaffe og hyggede os, så meget som vi nu kunne i den situation. Bagefter gik vi op på værelset og så fjernsyn, for ikke at tænke for meget på den kommende dag. Min mor havde bagt boller, og jeg holdt mig vågen til kl. 23.30, for at kunne spise én, da det ville være mit sidste måltid i mange timer..

Vækkeuret ringede omkring kl. 05.30 den morgen, så jeg kunne komme op og få lidt at drikke, inden det var for sent. Jeg lagde mig dog til at sove en halv times tid mere, for jeg vidste, at jeg ville gøre mig selv mere nervøs, ved at stå op for tidligt.

Kl. 6 stod jeg op og gik i bad, vaskede mit lange, mørke hår og børstede tænder. Min mor og jeg gik herefter op på afdelingen, hvor der stod en seng og ventede på mig. Eller det vil sige, der stod en uredt seng og ventede på at blive redt. Jeg blev henvist til en stol, hvor min mor og jeg kunne vente på at sengen skulle redes. Jeg fik herefter udleveret det flotte hospitalstøj, som åbenbart ikke fås i andet end str. KÆMPE. Jeg var klar til at blive hentet ned til operationen, men sygeplejerskerne havde travlt og pludselig stod potøren der. Jeg måtte derfor hjælpe sygeplejersken med at få redt min seng, så jeg kunne blive kørt afsted på den rullende madras.

Min mor fik lov til at gå med ned til operationsgangen og gik derefter op og fik morgenmad. Jeg blev kørt ned til en gang, hvor der udenfor stod et skilt “kar- og thoraxkirugerisk operationsgang”. Jeg kom til at tænke på Bjarne som skulle opereres samme sted senere på dagen, og sendte ham en masse positiv energi. Hans operation var jo alligevel noget større end min. Jeg blev kørt lidt videre og pludselig stoppede den rullende madras. Jeg kunne se, at vi var udenfor en operationsstue. Det så ret nyt ud i forhold til de operationsstuer jeg var vandt til fra min hverdag som jordemoder, men ellers var alle procedure stort set de samme. Der kom en ung anæstesisygeplejerske ud til mig. Jeg kan huske at hendes  ansigt gjorde mig rolig! Hun havde tatoveringer op ad armen, men derudover lignede hun pga hendes fine fregner, en jordemoder jeg havde læst sammen med og dét, gjorde mig tryg.

Hun lagde en venflon (det velkendte drop) i min ene hånd. Det var ikke super behageligt at have den liggende, men den skulle jo ligesom være der, og efter lidt tid ville jeg jo alligevel ikke bemærke den. Herefter kom den overlæge, der skulle operere mig. Han havde iført sig maske og hat, så jeg kunne egentlig ikke se, hvordan han så ud. Han fortalte, at han havde læst, at jeg havde fået information om indgrebet fra en læge dagen forinden. Jeg valgte at lyve og bekræftede hans information. Jeg orkede simpelthen ikke at skulle informeres nu 2 sekunder inden operationen! Det kan godt lyde lidt dumt, men jeg var nervøs nok i forvejen. Så jeg gik ind på operationsstuen absolut dårligt informeret, og men dette var nu lidt min egen skyld. Jeg lagde mig op på operatinslejet, blev spurgt om hvilket indgreb jeg skulle have lavet,(pga patientsikkerhed, ikke fordi de ikke vidste det)og fik en maske over næse og mund. Den søde anæstesisygeplejerske sagde til mig, at jeg skulle trække vejret og tælle til 10. Jeg begyndte at tælle, og var lige ved at falde hen flere gange, men jeg VILLE bare ikke give mig hen. Til sidst kunne jeg dog ikke modstå medicinen længere, og jeg faldt i en dyb søvn.

En time senere vågnede jeg på opvågningen til noget dejligt afslappende og behagelig musik. Sådan noget musik, som man hører hos massøren eller til ansigtsbehandlinger. Jeg husker ikke meget andet derfra, men dog alligevel, at jeg fik en Filur-is og at min mor kom ind til mig. Jeg kan også helt svagt huske, at lægen kom ind og fortalte, at operationen var gået som forventet og at de havde fået en god vævsprøve ud.

Da jeg var vågen nok til det, blev jeg kørt tilbage på afdelingen, hvor jeg skulle vente nogle timer, før jeg igen kunne tage hjem og vente på resultatet. Jeg havde jo oprindeligt fået en svardato, men den blev nu rykket, fordi forløbet var trukket ud pga den mislykkede biopsi. Jeg skulle derfor først forvente at få svar en uge efter. En uge!!! Men jeg vidste jo godt, at undersøgelser i et laboratorie, tager den tid de tager, så de stakkels læger, kunne jo ikke gøre mere end de gjorde.. Til gengæld bandede jeg langt væk, at patologerne åbenbart ikke “har åbent” i weekenderne, hvilket lagde 2 ekstra dage til mit forløb.

Fortsættelse følger..

 

 

 

2

  • Strand

    Det er virkelig godt at læse om én der har været stort set det samme igennem. Jeg var igennem to mislykkede finnålsbiopsier på Gentofte Lungemedicinsk. Der var en uges ventetid op til hver operation og en uges ventetid på svar. Finnålsbiopsier kan ikke bruges til sikkert at diagnosticere Hodgkin’s Lymfom (men det vidste jeg ikke dengang, da de holder de formodede diagnoser skjult fra patienten. Hvis jeg havde vidst det, havde jeg kunne undersøge det og stoppe det). Dvs lægerne spildte en måned på ingenting. Og jeg satte mig to gange forgæves op til at få svar. Det er ikke sjovt. På det tidspunkt vidste jeg, at det var kræft, bare ikke hvilken slags og hvor meget. Derefter blev jeg overflyttet til Thoraxkirurgisk på Riget.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frk. Broe

      Tusind tak for din kommentar! Som du skriver, så er ventetiden helt ubeskrivelig hård! Man får datoer sat i hovedet, som ikke kan overholdes, fordi tidsplanen skrider og det er simpelthen så frustrerende!
      Håber alt er vel med dit forløb, og at du har vundet over den lortesygdom..
      Vh
      Pernille Broe

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Min Historie 3. del - OUH